Gundestrupkarret
Oplev Gundestrupkarret, et af de mest betydningsfulde fund fra Europas jernalder.
Oplev en imponerende kopi af Gundestrupkarret på Vesthimmerlands Museum. Den berømte sølvkedel blev oprindeligt fundet i landsbyen Gundestrup i 1891 af karlen Jens Sørensen, der dengang var i gang med at grave tørv til brændsel. Det menes, at karret blev anbragt i mosen som et offer til de højere magter af de himmerlandske jernalderfolk.
Gundestrupkarret er et europæisk mesterværk,med en omkreds på 2 meter og dekoreret med tretten forunderlige plader, der skildrer forskellige guder og myter. Det antages, at karret blev fremstillet af kimbrerne, der satte stor pris på fyrsterlige vogne og mægtige metalkar i sølv.
Vesthimmerlands Museum udstiller en kopi af karret i museets Cimbrersal, som også rummer en række andre bemærkelsesværdige genstande fra jernalderen. Her kan man se vogndele, beklædningsgenstande, en unik amfora og en "troldmandstaske", der alle giver et spændende indblik i jernalderen.