©  Foto:

Gylling Mølle

I den idylliske landsby Gylling står en flot hollandsk mølle som et vartegn for byen. I møllen er en udstilling som du kan besøge den efter aftale. Ved møllen afholdes også jævnligt arrangementer.

Smuk hollandsk mølle i Gylling

Syd for Odder ligger landsbyen Gylling. Her har der siden 1860 været drevet mølle, og i dag står møllen smukt som da den var ny.

Gylling Mølle er en såkaldt gallerimølle. Det betyder, at der er en rundgang rundt om møllen, hvorfra mølleren kunne starte eller bremse møllen. Under galleriet er møllen muret, mens den over galleriet er belagt med sort tagpap. Møllen har lange jalousivinger og en løgformet hat.

 

Gylling Mølles historie

Møllen blev først opført i 1860 – mange af landets hollandske møller blev opført på denne tid. Noget kunne tyde på, at det ikke var en god forretning at være møller i Gylling på den tid for møllen havde mange skiftende ejere og i 1906 faldt den sammen i et uvejr grundet manglende vedligeholdelse.

Der blev derfor bygget en ny mølle på samme sted i 1908.  I 1930 blev den ramt af et lyn, men den blev repareret og var aktiv frem til 1963. Gylling Mølle forfaldt i de følgende år, men blev reddet fra nedrivning af Odderegnens Forening for Bygnings- og Landskabskultur, som i 1992 solgte møllen videre til Gylling Mølles Venner.

Takket være frivillige kræfter og lokale ildsjæle står møllen stadig den dag i dag og bliver jævnligt renoveret og forskønnet. I 2023 blev rundgangen således udskiftet.

 

Vil du besøge Gylling Mølle?

I Gylling Mølle er der en udstilling om møllens funktion og historie. Møllen er åben den første søndag i måneden og ellers efter aftale.

 

I nærheden

Gylling ligger naturskønt i landlige omgivelser syd for Odder. Er du historieinteresseret kan det anbefales at kigge forbi Gylling Kirke.

Mod syd ligger halvøen Gyllingnæs, hvor du kan gå en tur langs kysten. Mod øst ligger færgebyen Hou samt Odderkystens fine strande.  Og mod sydvest ligger Horsens Fjord og øen Alrø. Det er med andre ord let at koble et besøg i Gylling med en naturoplevelse i området.

 

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.