Naturlejrplads på Tunø Nordstrand

På Tunø finder du denne skønne lejrplads med både grillhytte, shelter og teltplads og gode faciliteter. Pladsen ligger i skøn natur ud til kysten, ganske tæt på Tunø By. Vær opmærksom på, at teltplads og grillhytte med shelters skal bookes særskilt.

Tag på ølejr i Kattegat

På den bilfri ø Tunø kan du overnatte under åben himmel på øens primitive lejrplads. Pladsen ligger roligt og naturskønt i området Nørremose på øens nordlige side. Selvom du overnatter helt ned til stranden, er der gode læforhold, og du er omkranset af egeskov på tre sider.

Pladsen ligger kun 1 kilometer fra Tunøs by, havn, spisesteder og købmand. Det er den perfekte base til en stor naturoplevelse, men samtidig også oplagt til at udforske den helt særlige østemning, der hersker på Tunø.

 

Sov gratis i telt eller i shelter

Hvis du medbringer eget telt kan du booke spejderpladsen. Du kan også vælge at booke den flotte grillhytte med tre indbyggede shelters. I hver shelter er der plads til seks personer. Uanset om du booker telt eller shelter har du adgang til pladsens handicapvenlige toilet og vandhane. Det er muligt at købe brænde hos Tunø Købmandsgård. Alternativt kan der samles brænde op fra skovbunden, men vis respekt for naturen og undlad at brække grene af træerne.

 

Book din overnatning

Grillhytte og spejderplads skal bookes særskilt. Her kan du booke grillhytte og shelters. Eller klik her for at booke spejderpladsen til teltning. For begge overnatningsmuligheder gælder det, at du max kan booke to overnatninger.

 

Om Tunø

Tunø er Samsøs charmerende lillebror i Kattegat. På øen hersker der en særlig idyl. Ikke mindst fordi der ikke er biler. Du kan se traktorer og diverse kreative køretøjer i gadebilledet, men generelt er det med til at skabe en unik og rolig atmosfære, hvor det er let at komme ned i gear. Øen byder på smuk natur og flere udsigtspunkter som du kan se på den 8 kilometer lange vandretur rundt om Tunø. Og så skal du også se øens kirke, hvis tårn fungerer som kombineret fyrtårn og kirketårn.

Du kan få inspiration til din tur på Tunø på denne side.