skip_to_main_content

Ørnbjerg Mølle

Ørnbjerg Mølle har ligget i skoven ved Ulstrup Å siden 1500-tallet. Bygningen ved møllen er fra 1833, og møllen blev brugt aktivt frem til slutningen af 1950’erne. I dag er der museumsmølle på stedet, hvor en åben plancheudstilling fortæller om det liv, der har været ved møllen gennem tiden.

Naturstyrelsen ejer møllen, som ligger i Nationalpark Mols Bjerge. Møllen er desuden den eneste fungerende vandmølle på hele Djursland. Området omkring Ørnbjerg Mølle er præget af træer - både fra skov og plantage. Dette skyldes, at man frem til 1700-tallet udvandt salt af tang i området. Processen krævede store mængder træ til brændsel, og skoven var næsten helt ryddet til sidst. Derfor iværksatte man omkring år 1800 skovbeplantninger, hvorfor en stor del af landskabet i dag er plantager.

Møllernes historie

I Danmark var de fleste vandmøller omtrent ens op til ca. 1750; et vandhjul til hver sin kværn, drevet nedefra med et geartrin. Men fra 1750 - 1850 kom der en ny maskine til alle større møller, vind som vand. Den krævede tre gange så høj fart som kværnen og skulle have et til to ekstra geartrin.

I den nordøstlige del af Jylland valgte man fortsat at trække kværnen nedefra. Dette gav disse vandmøller, herunder Ørnbjerg Mølle, en noget mindre bygning.

Ørnbjerg Mølle

Ørnbjerg Mølle fik en jammerlig skæbne. I 1946 indlagdes en turbine, og de fleste gamle træk i møllen blev ødelagt. I 1960 prøvede man at samle stumperne op, og mirakuløst havde de fleste af de gamle hjul overlevet, og det lykkedes faktisk at få en intakt vandmølle ud af det - til indvielsen 10.11.1971 (Mortens aften, møllernes helligdag). I 1980 blev møllen købt af staten.

Den sidste "rigtige" møller på stedet var gamle Anders. Han var fuld af historier, ikke mindst om møllerens letsindige omgang med toldmålet. En af dem gik på mølleren og kromanden, der mødte hinanden i helvede. "Hvad bringer dig dog her, Kromand?" forhørte mølleren sig. "Mine snapseglas var vist for små, og du Møller?" "Ja det er sært, de sagde at mit toldmål var for stort!"