
Vikingemuseet i Aarhus
Vikingemuseet i Aarhus er et helt særligt museum, hvor en tur ned ad trappen til udstillingslokalet i bogstaveligste forstand er en rejse tilbage til vikingernes by.
Her kan du se de fund, som er gjort på netop det sted for ca. 1000 år siden - på Store Torv, der hvor Nordea ligger i dag.
Vikingernes Aros
Udstillingen "Tilbage til vikingetiden" viser vikingernes Aros, som Aarhus hed i vikingetiden. Vikingemuseet hører under Moesgaard Museum og er baseret på udgravninger på netop det sted, hvor museet ligger.
Handelsbyen Aros
De mange fund vidner om, at Aarhus allerede i vikingetiden var en driftig handelsby beboet af mange forskellige håndværkere. De handlende havde kontakter mod både nord, syd og øst. Aarhus var dengang omkranset af en enorm forsvarsvold, der beskyttede mod angreb udefra og sikrede, at der var kontrol med, hvem der bevægede sig ind og ud gennem byportene.
Byens ældste mordgåde
Dybt nede i en af de i alt syv halvt nedgravede grubehuse kan du se skelettet af den ældste aarhusianer, der til dato er fundet. Måden, han ligger på, vidner om, at vi har har med en mordgåde fra vikingetiden at gøre.
Bliv klogere på vikingerne
Vikingerne var frygtede i deres samtid. De plyndrede med en frygtindgydende krigeriskhed og voldsomhed. Dette er beskrevet i samtidens kilder, der ofte blev beskrevet af de klostre, som var ofre for de hensynsløse angreb. På Vikingemuseet kan du blive meget klogere på vikingerne, og hvordan vikingernes aktiviteter var langt mere omfattende end sørøveriet og plyndringerne.
Praktiske informationer
- Museet ligger i kælderen under banken Nordea i Aarhus midtby og er derfor ikke egnet for kørestolsbrugere og dårlig gående.
- Vær opmærksom på, at du kun kan betale med kreditkort på Vikingemuseet.
Museet er lukket på helligdage.