21. okt. 2026
Nu skal danske ferieoplevelser bindes bedre sammen
Turister rejser til Danmark efter unikke oplevelser og typisk flere forskellige på samme ferie. Men de mangler ofte tilstrækkelig viden om oplevelser, afstande og spisesteder i nærheden til at planlægge deres vej gennem oplevelseslandskabet.

Nu går arbejdet med to nationale turismeprojekter ind i en ny fase, hvor lokale aktører skal være med til at samle og udvikle eksisterende oplevelser, så de bliver lettere for internationale turister at finde, kombinere og vælge.
Natur, kultur, gastronomi, byliv, cykling og vandring. Oplevelser er blandt de centrale grunde til, at udenlandske turister vælger Danmark, og sjældent ligger der kun ét motiv bag valget af ferie. De udenlandske turister, der holdt ferie i Danmark i 2025, angav i gennemsnit 5,5 forskellige rejsemotiver. For Danmark mangler ikke gode ferieoplevelser. Samtidig er der et potentiale i at skabe endnu tydeligere sammenhænge mellem
oplevelserne, så det bliver lettere for turisterne at planlægge en ferie på tværs.
Det er afsættet for de to projekter ”Oplevelsessammenhænge” og ”Ikoniske Ruter”. Regeringen har afsat henholdsvis 20 mio. kr. og 10 mio. kr. til de to nationale turismeinitiativer, og nu går VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og Dansk Storbyturisme sammen med destinationsselskaberne i gang med at omsætte ambitionerne til konkrete ferieoplevelser.
Fælles for projekterne er ambitionen om at styrke det eksisterende samspil mellem udvikling og international markedsføring. Målet er ikke at skabe flere enkeltstående oplevelser, men at tage udgangspunkt i det, der allerede findes, og binde det bedre sammen. Oplevelser skal kurateres i attraktive helheder og gøres synlige internationalt, så det bliver lettere for turisten både at få lyst til og konkret mulighed for at opleve dem.
”Turister rejser i høj grad efter oplevelser, men de rejser sjældent efter én oplevelse eller ét motiv alene. De vil måske både ud i naturen, opleve kulturhistorie og spise godt på den samme ferie. Vi har allerede mange stærke oplevelser og et godt afsæt i den markedsføring, vi laver i dag. Med de nye projekter får vi mulighed for at bygge videre på det arbejde og skabe endnu stærkere sammenhænge på tværs af oplevelser og destinationer, som kan stå stærkt internationalt. Det er en indsats, vi nu løfter på tværs af dansk turisme,” siger Line Nøhr Kobzili, marketingdirektør i VisitDenmark.
To forskellige veje til en samlet ferieoplevelse
De to projekter har samme overordnede mål, men forskellige udgangspunkter.
”Oplevelsessammenhænge” skal udvikle og synliggøre ferieoplevelser, der går på tværs af destinationer og oplevelsestyper. Det kan f.eks. være en sammenhæng, der forbinder natur, kultur, gastronomi og byliv i en samlet fortælling og gør det enkelt for turisten at sammensætte en ferie på tværs af geografien.
”Ikoniske Ruter” tager udgangspunkt i eksisterende cykel- og vandreruter. Her vælges fire eksisterende ruter. De skal udvikles som nationale flagskibe for dansk outdoorturisme og bruges som stærke signaturprodukter i den internationale markedsføring af Danmark.
I begge projekter er destinationsselskabernes lokale viden afgørende. De kender oplevelserne, aktørerne, virksomhederne og de praktiske forhold, der får det hele til at hænge sammen, hvis en god idé også skal fungere som en ferie for gæsten. Derfor inviterer VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme nu alle relevante destinationsselskaber til at indgå i processen med at udvikle de lokale og tværgående ferieoplevelser.
”Vi skal ikke opfinde Danmark på ny. Vi skal tage nogle af de stærke oplevelser, der allerede findes lokalt, og få dem til at hænge bedre sammen på tværs. Det kræver lokal viden om både stederne, virksomhederne og gæsternes vej gennem ferien. Når vi kobler den viden med et fælles nationalt blik, kan vi udvikle oplevelser, der både fungerer i praksis og er stærke nok til at være en god grund til at rejse,” siger Jens Hausted, direktør for Dansk Kyst- og Naturturisme.
Fra inspiration til konkret ferie
Arbejdet handler derfor både om indhold og om det praktiske omkring ferien. En attraktiv sammenhæng skal ikke blot inspirere, men også gøre det overskueligt at finde relevante oplevelser, overnatningsmuligheder og transport og komme videre til de steder, hvor gæsten kan booke.
Ambitionen er samtidig, at projekterne skal skabe fælles metoder og digitale fundamenter, der kan bruges bredere fremover. Erfaringerne skal kunne danne grundlag for nye nationale oplevelseskoncepter og en tættere kobling mellem udviklingen af danske ferieoplevelser og den internationale markedsføring.
Oplevelsessammenhænge - flere stærke og sammenhængende oplevelser på tværs af destinationer
Regeringen har afsat 20 mio. kr. til initiativet.
Oplevelsessammenhænge skal udvikle og synliggøre ferieoplevelser på tværs af destinationer. Ambitionen er at styrke Danmarks internationale attraktionsværdi gennem stærke fortællinger på tværs af geografi og oplevelsestyper og samtidig gøre det lettere for gæsten at sammensætte sin egen rute og bevæge sig videre mellem relevante steder og oplevelser. Fokus er ikke på en bestemt fysisk rute, men på at samle eksisterende oplevelser i attraktive, fleksible og personligt tilpassede helheder.
I 2026 gennemføres en markedsanalyse med henblik på valg af digital platform. Destinationsselskaberne involveres i projektet i første kvartal af 2027.
Udvikling af ikoniske nationale ruter til outdoorturisterne
Regeringen har afsat 10 mio. kr. til initiativet.
Der bliver blandt eksisterende ruter udpeget fire cykel- og vandreruter, som skal udvikles som nationale ikoniske ruter. Ruterne skal fungere som flagskibe for dansk outdoorturisme og som signaturprodukter i den internationale markedsføring af Danmark og bidrage til øget turismeomsætning. Destinationsselskaberne involveres i udviklingen af ruterne i slutningen af 2026.




