Når danskerne skal hente inspiration til deres ferie, kan en ny podcast måske give svaret – og endda på en underholdende måde.
I en podcast på seks afsnit rejser Flemming Møldrup, der blandt andet er kendt fra tv-programmet ”Kender du typen?”, rundt i hele Danmark og inviterer kendte danskere til at quizze om det danske ferieland med udgangspunkt i steder og destinationer, de har et særligt forhold til.
Rækken af kendte quizdeltagere tæller blandt andet stjerne-kok Rasmus Kofoed, tv-vært Steen Langeberg og musiker Tobias Kippenberger, og undervejs vil der blive sat fokus på store attraktioner, fantastisk natur og lokale specialiteter.
Det hele vil foregå i en uhøjtidelig tone med masser af humor og sjove anekdoter, når Flemming Møldrup sender mere eller mindre kringlede spørgsmål i retning af sine gæster.
“Selv om rigtig mange danskere hvert år holder ferie i Danmark, er der en tendens til, at danskerne tager Danmark for givet. Det skal kampagnen ‘Meget mere end bare Danmark’ ændre på. Vi vil skabe en positiv stemning om det danske ferieprodukt og få flere danskere til at gå på opdagelse i landet. Det er jeg sikker på, at podcasten kan bidrage til på en inspirerende og underholdende måde,” siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen, VisitDenmark.
Rundt til alle destinationerne
Første afsnit af podcasten udkommer onsdag den 8. juli og vil handle om den jyske vestkyst og Sønderjylland. Det andet afsnit om de danske øer kommer ugen efter, og i august og september udkommer de sidste fire afsnit, som vil have fokus på blandt andet sensommeroplevelser og weekendture.
Podcasten er en del af kampagnen ”Meget mere end bare Danmark” og er udviklet i samarbejde med momondo. Det er Heartbeats, som producerer og udgiver.
Le Gammeltoft, der står bag Heartbeats, bakker op om projektet:
”For et dansk medie, der har fokus på den danske kultur, er det oplagt at hjælpe med at sætte fokus på, hvor fantastisk Danmark er som feriedestination. Podcast er et perfekt format til at dele viden og samtidigt underholde, og det er spændende at samarbejde med momondo og VisitDenmark, der tester lydformatet for første gang,” siger hun.
Spørger man Per Christiansen, VP for EMEA marketing hos momondo, om hvorfor en global rejsesøgemaskine nu sætter fokus på ferie i Danmark, er svaret:
”Momondo er til for de rejsende, og det gælder uanset, om man søger efter fly til udlandet eller efter et hotel, sommerhus eller billeje i Danmark. Vi ønsker at inspirere til, at folk får vækket deres nysgerrighed og med ‘Der er en yndig quiz’ har vi en unik mulighed for at gøre danskerne nysgerrige på nogle af de gemte perler, der venter rundt om i landet”.
Podcasten findes der, hvor du plejer at lytte til dine podcasts, under navnet ”Der er en yndig quizz”.
Du kan også finde den på Heartbeats hjemmeside.