Lundbye på spidsen af Røsnæs
Ved Røsnæs Fyr yderst på halvøen fortæller Lundbye Landmark 12 om guldaldermaleren J.Th. Lundbyes dobbeltskitse fra 1843 og om stedet, hvor hans forældre mødte hinanden.


Yderst på Røsnæs, ved Røsnæs Fyr, står landmark 12 i Lundbye Landmarks. Pælen står ved nedgangen ved fyrmesterboligen på sydsiden, hvor udsigten over sydkysten åbner sig. Går man omkring 40 meter rundt om bygningen, har man i stedet udsigt over nordkysten.
Hvor forældrene mødtes
Spidsen af Røsnæs har en særlig plads i Lundbyes historie. Under Englandskrigene 1807–14 havde hans far kommandoen over skanserne på spidsen, og her mødte han Cathrine Bonnevie, datter af toldforvalter Bonnevie fra Skibbrogade i Kalundborg. De blev gift i 1810, og Johan Thomas blev den midterste af parrets syv sønner.
Dobbeltskitsen fra 1843
Da Lundbye besøgte halvøen i 1843, lavede han billedet Fra den yderste Pynt af Refsnæs, en farvelagt dobbeltskitse i akvarel og blæk på gråblåt papir. Den øverste del viser sydkysten mod Vindekilde og Bavnehøj, den nederste nordkysten og et glimt af fjorden. Det er det eneste billede, han lavede herfra. I dagbogen klagede han over vejret, men skrev også om udsigten fra klinten, om dalen Paradishulen og om skansen, hvor folkene havde boet i jordhytter.
Spidsen i dag
Bebyggelse og bevoksning har ændret sig, så man i dag ikke kan se både nord- og sydkysten fra ét sted, som Lundbye kunne. Til gengæld kan man komme op i Røsnæs Fyr, når det er åbent, og få et vidt udsyn over vandet på begge sider af halvøen. Find mere inspiration til natur og oplevelser på Røsnæs hos destinationsjaelland.dk.
Sidst opdateret af:Destination Sjælland info@desj.dk

































