Ramsing Kirke
Gæt en melodi - kom forbi Ramsing kirke kl. 7.45, 12.00, 16.45 eller 21.00 og gæt hvilken melodi klokkespillet spiller .


Ramsing Kirke er en stemningsfuld romansk kvaderstenskirke med en rig historie og en fredfyldt atmosfære. Tårnet blev opført i 1879, og våbenhuset – bygget af de samme romanske kvadersten – stammer fra samme periode. I tårnet finder du et fuldautomatisk klokkespil, styret af en computer med hele 120 melodier. Ramsing Kirke var den tredje kirke i Danmark, der fik installeret et sådant klokkespil, og dets klangfulde toner skaber en særlig stemning ved kirkelige begivenheder.
Kirkerummet blev nænsomt restaureret i 1999. I nordvæggen ses en niche, som sandsynligvis har rummet et sidealter med en helgenfigur fra den katolske tid. Det romanske alterbord i granit indeholder et relikviegemme – selve relikviet, en blyæske med en benstump og tøjrester, opbevares på Nationalmuseet. Herfra er også det gotiske korbuekrucifiks i egetræ, som nu igen kan opleves i kirken.
Altertavlen i renæssancestil bærer en inskription fra 1717 og er udsmykket med malerier af Nadverens indstiftelse og Kristi opstandelse. Våbener fra Tyge Krabbe og Ingeborg Juel pryder også tavlen.
Find vej
Kirke Alle 11
7860 Spøttrup
Sidst opdateret af::Destination Limfjordeninfo@destinationlimfjorden.dk


