
Fyn inspirerer til aktiv cykelferie
Du bliver fuld af fornyet energi af en cykelferie. Hold f.eks. ferie på Fyn, besøg de hyggelige købstæder langs kysten, og overnat på hyggelige ‘Bed and Bike’-hoteller og vandrehjem. Eller tag cyklen med på øhop i Det Sydfynske Øhav.
Fyn har hele 1.200 km cykelsti rundt på hele øen, og det gør den til et paradis for folk, der elsker cykelferier. Turister strømmer til fra hele verden for at hoppe på jernhesten i det gode cykelterræn – og for at besøge Odense, som med sin 1.000-årige historie og mange byfornyelsesplaner er et spændende miks af gammelt og nyt.
Men der er også masser at opleve på Fyn, når man som dansker er turist i eget land. Og på en cykel kan man nå at se meget af den smukke ø i smørhullet af Danmark på blot nogle dage – eller en uge. Naturen veksler mellem flade strækninger helt tæt på kysten og bakkede landeveje, der bugter sig mellem marker, skove, idylliske landsbyer og købstæder. Fordelt med rund hånd på øen finder du hele 123 herregårde og slotte. Så uanset hvilken rute du vælger, vil turen føre dig gennem små landsbyer og forbi bløde bakker og grønne enge, og netop som man er kørt rundt i et sving, så ligger den der: en storslået bygning fra en svunden tid med svungne smedejernslåger eller statslige alleer, hvor bygningen kan anes for enden.
»Det gode ved at være på cykelferie – særligt på Fyn – er, at du kan sanse naturen på en helt anden måde, end når du er i bil. Du tage dig et hvil, lige når det passer dig, og der er masser af hyggelige vejsalg med friskplukkede bær og andet godt på cykelruterne rundt på Fyn. Når du er træt i benene, kan du bare stoppe ved et hotel i de hyggelige købstæder på vejen og fortsætte ruten igen næste dag. Det giver altså frihedsfølelse selv at kunne bestemme tempoet, og det er jo lige det, man har brug for i sin sommerferie,« siger Sandra Schneider Neelmeyer, der er market communication manager hos Destination Fyn.
Fyn har hele 1.200 km cykelsti rundt på hele øen, og det gør den til et paradis for folk, der elsker cykelferier.
Bed & Bike
Der er rigeligt med overnatningsmuligheder for cykelturister på Fyn. Rundtom på hele øen er der nemlig mange overnatningssteder, der har den særlige ‘Bed & Bike’-certificering. Vælger du et overnatningssted med det blå ‘Bed+Bike’-skilt, er du garanteret, at der er et aflåst skur til din cykel. Samtidig kan du få dine dæk pumpet og låne værktøj til eventuelle reparationer. Overnatningssteder, som er ‘Bed+Bike’-certificerede, stiller alle disse faciliteter til rådighed og sørger for, at du får den bedst mulige cykelferie. Så det kan være en god idé at sætte sig ind i, hvor de cykelvenlige overnatningssteder er på de naturskønne ruter.
Og der er virkelig naturskønne ruter på Fyn. Lige meget hvor du befinder dig på øen, vil du altid være under 30 km fra stranden, og det er helt oplagt at kombinere sin cykelferie med badeferie.
»Det er utrolig populært at cykle langs kysten og endda tage færgen til Ærø eller nogle af de andre øer i det Sydfynske Øhav. Det er da også skønt med et afkølende bad i havet efter at have lagt en masse kilometer bag sig på cykel, som du har mulighed for at leje på øen« siger Sandra Schneider Neelmeyer.

Foto:Destination Fyn
Tag cyklen med på øhop
Der er omkring 100 øer i Det Sydfynske Øhav, og mange af dem har heldigvis færgeforbindelse, så du kan have din cykel med – og hver ø har sit eget charmerende særpræg. På Ærø kan du nyde udsigten til Østersøen og opleve den herlige natur. Langeland har smukke, badevenlige strande. Drejø er kunstnernes paradis, og lige ved siden af finder du Skarø, som kendt for hjemmelavet is og en hyggelig sommerfestival. Og er du på cykelferie, er det supernemt lige at gå om bord på færgen og drage på eventyr fra ø til ø.