Udnævnelsen af København som Best in Travel 2019 gav os en unik mulighed for at udnytte det buzz, som denne type ranking skaber, samt styrke kendskabet og rejselysten til København og Danmark.
Den personlige vinkel
Gennem fem lokale ambassadørers fortællinger byggede kampagnen videre på de temaer, som Lonely Planet fremhævede som særlige grunde til at besøge København i 2019. Temaerne fik dermed en personlig stemme i kampagnen, idet de blev foldet ud gennem videofortællinger med fem stærke ambassadører for København.
Det drejede sig om iværksætteren Anders Mørck fra GoBoat, der fortalte om innovation og liveablity. Stjernekokken Christian Puglisi fra Relæ gav et indblik i nordisk gastronomi. Fotografen Astrid Maria Rasmussen tog en tur rundt til design og arkitektoniske mesterværker i København. Kunstneren Thomas Dambo var eksponent for kunst, kreativitet og bæredygtighed. Og endelig guidede madbloggeren Hazel Evans fra Mad About Copenhagen modtagerne rundt på madscenen i København.
De fem ambassadører udvalgte selv deres favorit lokationer i byen, hvilket dels var med til at styrke den autentiske fortælling, og samtidig gav mulighed for at fremvise nye områder af København.