Bronze til Danmark

20.12.2021
Foto: Malthe Zimakoff - Copenhagen Media Center

Filmen fra Meget mere end bare Danmark blev i december kåret til verdens tredjebedste turismefilm.

Fem X internationalt sølv, en dansk førsteplads og til sidst en placering som verdens 3. bedste turismefilm.

Sådan ser resultatlisten ud for tv-reklamen fra kampagnen Meget mere end bare Danmark 2020, som i det første coronaforår skulle lære danskerne, at Danmark var meget mere end ”bare Danmark”.

Kampagnen har kørt igen i 2021, men det er filmen fra 2020, der har været til bedømmelse i en række internationale konkurrencer.  Det var i denne film, danskerne fik ren besked fra Martin Brygmann, at Danmark var fuld af skønne og enestående oplevelser, og at det at sige ”Vi bliver bare i Danmark” derfor var no go. Kampagnen kørte bl.a. på TV2.

Både sidste år og i år var danskerne da også flittige ferierende i eget land. Filmen derimod rejste ud i verden, og efter at have vundet fem internationale sølvpriser, blev den senest kåret til Verdens 3. bedste turismefilm af International Committee of International Film Festivals, CIFFT. Om filmen sagde Director Alexander V. Kammel fra CIFFT bl.a.:

“With an appealing message, Much more than “just” Denmark is an excellent example of how Tourism Destinations can use video as an innovative way of communicating and creating a meaningful bond with the audience”.

Om bronzepladsen siger Erik Mortensen, der er chef for Global Brand Activation i VisitDenmark:

”Fra pandemiens start har vores markedsføringsindsatser haft som primært fokus at skabe overnatninger hos erhvervet. Når det er sagt, så er vi selvfølgelig stolte over, at kvaliteten af vores arbejde anerkendes internationalt, og at vi kan måle os med nogle af de bedste marketingteams."

Kort om kampagnen

Kampagnen var udviklet og eksekveret i samarbejde med Hjaltelin Stahl og Mediacom. Budgettet var på 21 millioner kroner, hvoraf Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bevilligede 10,3 millioner kroner og partnerne bag lagde det resterende beløb. 

Afsender af kampagnen var 19 danske destinationer, Danske Destinationer, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme og VisitDenmark.

Kampagnen har modtaget sølvmedaljer i Cannes Corporate Media & TV Awards 2021 og i The Golden City Gate 2021, Berlin i kategorien TV/Cinema Commercials. Desuden i kategorien Tourism Destinations Countries i New York Festivals TV & Film Awards 2021 og i The International Tourism Film Festival i henholdsvis Cape Town 2021, South Africa og Cappadocia 2021, Turkey.

Hertil kommer prisen for Bedste Indsigt i Årets Rambuk 2021 og altså bronze prisen som Verdens bedste Turismefilm hos CIFFT.