A family holiday in summer house, Nysted, Lolland

Destinationer får nemmere ved at følge feriehusbookinger

25.3.2021
Foto: Robin Skjoldborg

Et nyt værktøj på VisitDenmarks hjemmeside gør det muligt at følge udviklingen i bookede feriehuse på destinationer, i landsdele og kommuner. 

Hvor mange feriehuse er booket på de danske destinationer til sommer? Kommer der udenlandske turister eller er det primært danskere? Og hvornår kommer de? 

En ny tabel på VisitDenmarks hjemmeside gør det muligt for destinationerne og andre interesserede at følge med i udviklingen i bookede feriehuse på regionalt og lokalt niveau. 

Det glæder destinationschef Brian Lindorf Hansen, Visit Lolland-Falster: 

”Jo klogere vi er på data, jo bedre chance har vi for at ramme rigtigt i planlægningen. Det gælder både markedsføringen, men vi kan i høj grad også give viden videre til vores virksomheder på destinationen og forberede os til at modtage gæster, når der kommer et stort rykind,” siger han og giver et eksempel: 

”I 2020 oplevede Lolland-Falster en stor vækst i de danske feriehusbookinger, og det ville have været rart at vide, før gæsterne kom,” siger han. 

Opdateres månedligt

Den nye tabel er udviklet af VisitDenmark og baseret på Danmarks Statistiks bookingdata. 

Tabellen opdateres månedligt, hvilket gør det nemt for destinationsselskaberne og andre interesserede at følge udviklingen i løbet af året. Der kan søges på både destinationer, landsdele og kommuner. 

Bookingdata fra januar måned viser, at 44 pct. af de tyskere, der har booket feriehus i Danmark i juli, har valgt Destination Vesterhavet. 

I modsætning til de tyske turister har de danske turister spredt deres bookninger mere ud over landet. Destination Nordvestkysten er den mest populære med 19 pct. af alle juli-bookningerne i januar måned efterfulgt af Destination Vesterhavet og Destination Bornholm.  

Om denne udvikling fortsætter, vil de kommende bookingdata vise. 

Se tabellen