Flere end 700 digitale møder med internationale turoperatører
På den årlige digitale workshop blev både København og Kystdanmark solgt ind til turoperatører fra seks forskellige markeder. De danske deltagere melder tilbage om positiv interesse.
Nye kontakter blev etableret, og relationer vedligeholdt, da omkring 70 turoperatører og rejseagenter fra Tyskland, Holland, Italien, Frankrig, Storbritannien og USA mødtes med aktører fra dansk turisme på VisitDenmarks Digital Travel Trade Workshop (DTTW) i januar.
Trods aflysninger på grund af corona blev der gennemført flere end 700 møder via den særlige online platform, som giver mulighed for at booke møder i digitale møderum, holde virtuelle kaffepauser mv.
Tivoli var en af de 70 danske udbydere, som deltog, og Senior Key Account Manager Cristina Torlini prioriterede at mødes med turoperatører, hun ikke tidligere har haft kontakt til.
”Turoperatørerne havde kendskab til København og Danmark, hvor de allerede havde forskellige rejser og tilbud til. Dog kendte de ikke til vores produkt. Dette blev til mange oplysende og interessante møder, hvor jeg fik muligheden for at fortælle om, de unikke og forskellige oplevelser Tivoli kan tilbyde,” siger hun.
Markant tysk interesse
Workshoppen blev holdt blot få dage efter, at den danske regering havde meldt ud, at stort set alle restriktioner i Danmark blev fjernet. Det afledte en del spørgsmål, fortæller Cristina Torlini:
”Turoperatørerne var ret overraskede over, at Danmark åbner hele samfundet op, og de spurgte, om vi nu også var klar til det. Jeg forklarede, at vores regering opererer enormt forsigtig og ikke tager forhastede beslutninger. Jeg nævnte alle vores tiltag i Tivoli for at minimere smitte, og jeg kunne fornemme, at de følte sig trygge ved, hvor meget jeg kunne forklare i detaljer omkring vores håndtering af smitten.”
Som følge af coronapandemien satser Tivoli især på de europæiske markeder og USA, mens de asiatiske er sat på hold. Især det tyske marked er interessant for Tivoli netop nu, og det var også blandt de tyske turoperatører, at Cristina Torlini oplevede en markant interesse. Disse møder har resulteret i mindst 2-3 stærke leads.
Skjulte perler frem i lyset
For Destination Kystlandet var det indkøberne på de nære markeder, der var interessante. Outdoor ansvarlig Casper Terkelsen siger:
”Vores destination er ikke så internationalt kendt, så jeg valgte turoperatører, der kan se værdien i de oplevelser, som vi kan tilbyde,” siger han.
Det blev til en række møder med en kombination af nye og eksisterende kontakter.
”Det er min oplevelse, at der er en meget positiv opfattelse af det, vi kan tilbyde i Kystdanmark, og vi har også efterfølgende haft en god dialog med flere af turoperatørerne. Mange af dem er ikke kun interesserede i store attraktioner, men vil vide mere om de skjulte perler i Danmark og om oplevelser, hvor gæsten kommer helt tæt på lokalområdet,” siger Casper Terkelsen.
Han oplevede blandt andet interesse for pakker, der var lette at gå til. Fx viste flere af turoperatørerne stor interesse for ”Verdens Mindste Krydstogt” i Kystlandet.
Nye aktiviteter i 2022
Den digitale workshop er den første af en lang række aktiviteter, som VisitDenmark har planlagt i 2022.
De fysiske workshops og events er tilbage på markederne, og mange af de velkendte aktiviteter får i år et nyt tvist, samtidig med at nye indsatser bliver introduceret.
Det britiske og amerikanske markedskontor gennemfører blandt andet temaspecifikke aktiviteter for at skabe et endnu tættere match mellem danske udbydere og internationale indkøbere. Og i Frankrig og Italien vil der blive gennemført nordiske dage.
”Turoperatører og rejseagenter har altid været et vigtigt for at tiltrække turister til Danmark, og under pandemien har den sikkerhed, som det giver at booke gennem en turoperatør, fået større betydning for mange turister. Derudover er turoperatørerne meget stærke salgskanaler, som når ud til rigtig mange rejsende. At komme ind i et rejseprogram kan åbne for helt nye målgrupper, ligesom det kan være en måde at gøre nye oplevelser og steder i Danmark mere kendte,” siger Ghita Scharling Sørensen, VisitDenmarks markedschef i Italien og Frankrig, på vegne af VisitDenmarks Travel Trade Team.