Geranium restaurant in Copenhagen

Flere turister går efter restauranter og madoplevelser i topklasse

19.7.2022
Foto: Claes Bech Poulsen

VisitDenmark ønsker Tillykke til Geranium, Alchemist og Jordnær og glæder sig over, at de danske restauranter fortsætter triumftoget. Årets World’s 50 Best Restaurants liste vil give yderligere international interesse og er et superresultat, også for dansk turisme.

Med Geranium som verdens bedste restaurant, Alchemist helt fremme på 18. pladsen og Jordnær som nr. 38 var offentliggørelsen af listen World’s 50 Best Restaurants også i år en dansk triumf. Igen markerede de danske kokke således, at Danmark er et land med restaurantoplevelser i absolut topklasse. Og det har stor betydning for turismen, viser en ny måling.

Toprestauranter og god mad har nemlig stigende betydning for turisterne, når de vælger feriedestination. Således siger hver fjerde tysker, at muligheden for at få madoplevelser i kategorien finere gastronomi har betydning ved deres valg af feriedestination. I 2019 var det kun 14 pct., der havde finere gastronomi som rejsemotiv.

Mad har fået større betydning

”I dag vælger flere at gå efter gode madoplevelser i ferien, og de danske toprestauranter er med til at trække udlandets opmærksomhed mod Danmark. Også selvom man måske ikke planlægger at spise på en toprestaurant, har deres ry betydning for den generelle opfattelse af madoplevelserne i Danmark, og dermed er de med til at trække turister til”, siger direktør Flemming Bruhn fra VisitDenmark.

Også andre motiver indgår typisk i valget af destination, men madens betydning fremgår af en ny måling, hvor 5.400 tyskere, svenskere, nordmænd og hollændere er blevet spurgt, hvad der var vigtigt for dem, da de senest valgte feriedestination. Også i Rom, Milano, London og Paris er der blevet spurgt, og spørgsmålene dækker både betydningen af finere gastronomiske oplevelser og muligheden for at spise mere almindeligt på cafe og restaurant. Og der er en udvikling mod, at flere har et godt øje til gastronomi og madoplevelser generelt, sammenlignet med 2019.

Størst betydning har gastronomien for italienere fra Rom og Milano og franskmænd fra Paris (27-29 pct.), mens det blandt svenskere, nordmænd og hollændere er 15-18 pct., der har gourmetmad som et rejsemotiv. I London er det 22 pct.

Blandt alle i undersøgelsen er muligheden for at spise på restaurant og café på ferien vigtigt. Her ligger scoren mellem 31 pct. (nordmændene) og 44 pct. (hollændere og londonere). Og også her er interessen hos alle nationaliteter større i dag end i 2019.

Bruges i markedsføringen

VisitDenmark har gode erfaringer med at bruge madoplevelser i den internationale markedsføring af Danmark og de danske destinationer, og i år er især lokale madoplevelse et hovedtema i markedsføringen,

”Tidligere har vi produceret en række videoer, hvor lokale ildsjæle fortæller deres historie om bl.a.  vin og rygeost, øl, østers, tang, jomfruhummere og kager. I år supplerer vi med historier om lokale iværksættere, bæredygtige produktionsformer, overraskende smagssammensætninger eller den innovative madidé, der kan vælte selv garvede madnørder af stolen. Og det hele sat sammen med fortællinger om lokal atmosfære, byliv og lokale seværdigheder”, siger Flemming Bruhn.

Særlig turismedynamik gavner danskerne

Kampagnerne har således et mere bredt fokus end lige på toprestauranterne, men generelt spiller toprestauranter, Michelin stjerner, innovative kokke og de internationale turister i Danmark godt og tæt sammen med danskernes livskvalitet.

Ikke kun fordi turisterne skaber omsætning på stjernerestauranterne,  men de er også med til at give danskerne flere gode restaurantoplevelser og et større udbud af råvarer af meget høj kvalitet. Herom siger Flemming Bruhn:

”Der en særlig dynamik i samspillet mellem internationale turister, toprestauranter og danskernes muligheder for at få flere gode madoplevelser. Turisterne har stor betydning for toprestauranternes omsætning, fordi de udgør en væsentlig del af kundegrundlaget. Samtidig er de innovative kokke med til at inspirere til måltider af høj kvalitet på restauranterne i hele landet, og det får også danskerne glæde af. Turisternes efterspørgsel på gastronomimenuerne afføder samtidig efterspørgsel på råvarer i en kvalitet, som danskerne for år tilbage kun kunne drømme om, og dem kan danskerne nu selv bruge i maden.”
 

 

Uddrag fra VisitDenmarks Image og Potentialeanalyse 2022

Dataindsamlingen er gennemført i marts 2022 blandt et repræsentativt udsnit af befolkningerne på de respektive markeder / i de respektive metropoler.
5.400 respondenter fra Tyskland, Holland, Sverige, Norge. 4.000 respondenter fra Rom, Milano, Paris.

skema fra Image og potentiale analyse 2022 MAD

Foto:VisitDenmark