Et vigtigt marked at satse på
Selv om der er rekord mange besøgende, er det ifølge Mette Rodenhuis-Carlsen vigtigt ikke at hvile på laurbærrene, men fortsat arbejde målrettet med de hollandske turister:
”Forskellige overnatningsformer, fx feriehussegmentet, har haft en solid vækst, så nu fokuserer vi på områder som camping eller mere specifikke modtagergrupper, hvor interessen skal øges blandt turisterne og hvor der gemmer sig potentiale, som endnu ikke er blevet indfriet,” siger Mette Rodenhuis-Carlsen.
Blandt nye markedsføringsindsatser på det hollandske marked lancerede den hollandske tv-kanal ONS et realityprogram tidligere på måneden, hvor Danmark udgør scenen. Programmet er resultatet af et længerevarende strategisk samarbejde mellem VisitDenmark og det hollandske mediebureau, Bureauvijftig, der skal sætte fokus på Danmark som campingdestination.
LEGOLAND Billund Resort vil også fortsætte indsatsen på det hollandske marked:
”Vi har et stærkt brand, som hollænderne er meget glade for. Det har vi mærket igennem en årrække nu, men der er fortsat potentiale for at få endnu flere Hollændere til Danmark. For at kunne det, skal vi ikke blot kommunikere mere, men vi skal kommunikere endnu bredere om de mange forskellige typer af oplevelser, vi har at byde på, forklarer Martin Perregaard-Bitsch.