Amager Bakke på afstand

København er på New York Times' liste over anbefalede rejsemål

17.1.2020
Foto: Kim Wyon

New York Times har i år København med på deres liste over "52 places to go in 2020". New York Times fremhæver især de mange, nye bæredygtige tiltag som årsag til at besøge byen, som ifølge mediet udvikler sig hurtigere, end gæsterne kan følge med. 

I øjeblikket offentliggør mange internationale medier deres lister over anbefalede rejsemål. Det er en stor anerkendelse, at New York Times i år har København med på deres liste over ”52 places to go in 2020”. En liste som går for at være verdens vigtigste rejseliste. 

Inden for de senere år har fire danske destinationer været på listen. I 2016 anbefalede New York Times sine læsere at rejse til Aarhus. I 2019 var både Aalborg og de tre vadehavsøer, Mandø, Fanø og Rømø, placeret på listen, og i år er København så at finde på New York Times’ liste over anbefalede rejsemål. 

Mange nye bæredygtige tiltag er årsag til at besøge byen

New York Times udvalgte i år listens 52 destinationer ud fra temaerne bæredygtighed og historie. ”I år har bæredygtighed været den altoverskyggende grund til at blive udvalgt. København er en by i konstant udvikling og har både nyheder og bæredygtige tiltag, som til sammen gjorde, at København blev udvalgt”, siger PR og Press Manager Kathrine Simonsen, VisitDenmark i USA.  

Det er også de mange nye, bæredygtige tiltag, som New York Times fremhæver som årsag til at besøge København. New York Times påpeger især skibakken CopenHill, det femstjernede hotel Villa Copenhagen, restaurant Lola og den nyåbnede M3 Cityring, som nogle af de bæredygtige tiltag København har. 

Placeringen kan få stor betydning for København

Københavns placering på New York Times’ indflydelsesrige liste over anbefalede rejsemål kan få stor betydning for byen. ”For Aarhus og Aalborg hjalp listen med at profilere de to destinationer, og for Aarhus’ vedkommende var det startskuddet til ekstrem meget omtale op til kulturhovedstadsåret. I Københavns tilfælde er amerikanerne allerede en stor målgruppe, men det kan hjælpe til at øge interessen for byen, at den udvikler sig så spændende, som den gør,” siger Kathrine Simonsen.

Det er ikke en tilfældighed, at så mange amerikanske medier har opdaget Danmark. Kathrine Simonsen gør et kæmpe stykke arbejde for, sammen med kollegaerne i dansk turisme, at vise det bedste frem, Danmark har at tilbyde. De amerikanske medier er globalt indflydelsesrige, og derfor yderst vigtige for at øge kendskabet til Danmark.

Se også Danmark på andre mediers lister over anbefalede rejsemål. CNN, Condé Nast Traveler og Elle har også sat København på listeform, og Travel + Leisure har Klitmøller på en femteplads over de 50 bedste steder at rejse hen i 2020. Cosmopolitan anbefaler Ærø, som en destination der er værd at besøge i 2020, og Condé Nast Travelers har Bornholm på listen over verdens bedste øer. Yderligere har Forbes de to danske restauranter Alchemist og Jordnær på listen over bedste restauranter i 2020, og The New Yorker udnævnte to måltider i København til at være blandt de bedste, hun spiste i det seneste årti.