Ny Rejseindikator samler og analyserer aktuel data
Grænser åbner og lukker og turisternes rejselyst og søgeadfærd tilpasser sig de konstante forandringer, som covid-19 forårsager. Historisk data kan ikke længere forudsige turisternes rejselyst, og derfor har VisitDenmark udviklet et dashboard for at give et aktuelt overblik.
Stigninger og fald i smittetal verden over har betydning for rejserestriktioner og rejselyst, og det udfordrer den historiske data, som normalvis bruges til at forudsige turisternes adfærd. Derfor har VisitDenmark skabt et nyt dashboard med navnet Rejseindikator, som hver 14. dag samler og analyserer aktuel data fra forskellige kilder med henblik på at monitorere bevægelser og rejselyst på markederne.
Rejseindikatoren består af en oversigt over rejserestriktioner, flykapacitet og nøgletal for bookinger. Derudover konkluderes der på Google søgetrends på hvert af VisitDenmarks prioriterede markeder, både på rejse generelt og rejse til Danmark.
”På baggrund af behovet for at vide, hvad der sker lige nu og her, har vi med Rejseindikatoren samlet en række nye kilder, der giver et samlet overblik over både udbud og efterspørgsel. Det er et værktøj, der løbende udvikles og suppleres med ny data, så det forbliver relevant og kan supportere branchen. Derfor er det også tilgængeligt for alle,” siger Janne Grønkjær Henriksen, som er marketingdirektør i VisitDenmark.
Et godt værktøj
VisitAarhus mener, at Rejseindikatoren kan blive et brugbart værktøj for både dem selv og deres partnere.
”Det er helt sikkert et dashboard, som både vi og vores partnere i turismeerhvervet kan gøre brug af. Vi higer efter data, der er så opdaterede som muligt, og særligt set i lyset af covid-19, hvor rejserestriktionerne konstant ændrer sig,” siger Lone Mark Daubjerg, der er projektchef i VisitAarhus.
”Rejseindikatoren kan fungere som en fælles go-to platform, der bl.a. kan hjælpe med at skabe et overblik, når vi planlægger markedsføringsindsatser. Værktøjet rummer stort potentiale, og vi bidrager gerne med sparring i forbindelse med videreudviklingen af den,” siger hun.
Webinar
Lær rejseindaktoren at kende!
Fredag den 13. november kl. 13.00 holder VisitDenmark et webinar, hvor det vil være muligt at gå i dybden med værktøjet og stille spørgsmål til brug og indhold.
Speaker er Digital Insights Manager Nikoline Knudsen, og Forretningsudvikler Michael Johansen vil assistere.
Tilmeld dig link via dette link.