Turismeåret 2021 blev lidt bedre end 2020
Med 51,5 mio. overnatninger endte 2021 med at blive et lidt bedre år end 2020 for dansk turisme. Pandemien trækker dog stadig dybe spor, og VisitDenmark forventer, at de udenlandske overnatninger først i 2024 vil være tilbage på samme niveau som før pandemien.
Igen i 2021 var danskerne den primære årsag til, at turismeåret endte med en samlet vækst. Men tyskerne kom også stærkt igen. Fra september til og med december var der således 1,3 mio. flere tyske overnatninger end i rekordåret 2019.
Det viser de foreløbige overnatningstal, som Danmarks Statistik har offentliggjort i dag.
Få overblik over de aktuelle overnatningstal på VisitDenmarks hjemmeside.
De samlede antal overnatninger i Danmark steg med 16 procent sammenlignet med 2020. De danske overnatninger steg 20,5 procent, mens de udenlandske steg 6,9 procent. Det blev til i alt 51,5 mio. overnatninger i 2021.
Men selv om overnatningstallene viser positive takter, er der stadig et stort efterslæb sammenlignet med før pandemien.
”Det er snart to år siden, at pandemien ramte, men den trækker stadig dybe spor i dansk turisme, og der er lang vej, inden vi er tilbage på samme niveau som før. Men 2021 blev trods alt lidt bedre end 2020,” siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.
Det samlede antal overnatninger i 2021 ligger 8 procent under 2019-niveau. Ser man udelukkende på de udenlandske overnatninger ligger de 40 procent lavere. Til sammenligning ligger de danske overnatninger 26 procent højere end i 2019.
Selv om de større byer oplevede et bedre 2021 end 2020, er det i meget høj grad overnatningerne i kyst- og naturområderne, der har trukket læsset. Således er der sket en stigning på 3 procent i overnatningerne i 2021 sammenlignet med 2019, mens storbyovernatningerne ligger 34 procent fra 2019 niveau.
”Danmark er en attraktiv destination, der tiltrækker mange udenlandske gæster til både storbyer og kyster. Den situation, vi befinder os i nu, er helt usædvanlig. Det er de udenlandske turister, som er nøglen til vækst i dansk turisme. Selv om det er positivt, at så mange danskere har fået øjnene op for Danmark, må vi forvente, at danskerne igen vil rejse til udlandet, når corona har sluppet det værste greb,” siger Jan Olsen.
Han vurderer, at Danmark har gode chancer for at få de internationale turister tilbage.
”Vi har under pandemien set, at når muligheden for at rejse har været der, er de udenlandske turister kommet igen. Corona har ikke slået rejselysten ihjel. Der er derfor grund til optimisme, og meget tyder på, at 2022 bliver året, hvor der for alvor kommer gang i væksten fra især nærmarkederne – sagt med alle forbehold for, at pandemien endnu engang ikke overrasker. Vi er også fortrøstningsfulde i forhold til få turister tilbage til storbyerne, når turisterne fra markeder som fx USA, Storbritannien, Italien og Frankrig igen for alvor begynder at rejse i større stil. Men vi skal nok hen i 2024, før de udenlandske overnatninger er tilbage på samme niveau som før pandemien, siger vores prognose,” siger Jan Olsen.