De udenlandske turister bruger markant flere penge

De udenlandske turisters døgnforbrug er i gennemsnit steget med 58 procent fra 616 kr. til 971 kr. fra 2014 til 2017, viser VisitDenmarks nye turismeundersøgelse, som er baseret på cirka 14000 personlige interview. Døgnforbruget blandt de udenlandske turister er i gennemsnit steget fra 450 kr. til 750 kr. på kyst og natur og fra 1700 kr. til 2150 kr. på storby.
Fredag, oktober 5, 2018

Det højere forbrug fordeler sig på tværs af overnatningsformer og markeder. Især feriehus- og campinggæster bruger flere penge i døgnet. Mad og drikke er steget mest, men turisterne har også et væsentligt større forbrug på spisesteder og shopping.

”Turismen er et vigtigt erhverv, der skaber arbejdspladser og vækst i hele Danmark. Derfor er det også meget positivt, at VisitDenmarks undersøgelse viser en markant fremgang i de udenlandske turisters døgnforbrug, både i storbyerne og inden for kyst- og naturturismen. Med Den Nationale Strategi for Dansk Turisme har vi blandt andet sat fokus på at skabe en fælles retning for udviklingen af dansk turisme, på at styrke turismeerhvervets rammevilkår og på at imødekomme efterspørgslen efter flere og bedre turistoplevelser. Og det er da dejligt at se, at vores fælles indsats skaber effekt, og at turisterne nu bruger flere penge, når de er på besøg i Danmark,” siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Vi har i de senere år oplevet en global økonomisk vækst. Folk rejser mere og mere.

”Stigningen i døgnforbruget kan tilskrives flere forskellige forhold. Danmarks vigtigste turistmarkeder er inde i en positiv økonomisk spiral med vækst med øget privatforbrug, faldende ledighed og stigende indkomster. Forhold, der alt andet lige stimulerer lysten til at bruge penge – også på ferien. Samtidig har såvel aktører som destinationer i en årrække arbejdet målrettet med at udvikle attraktive helhedsoplevelser og dermed også flere forbrugsmuligheder for turisterne. Det er super positivt. Derfor er det også meget vigtigt, at destinationerne holder momentum og fortsætter med at udvikle deres produkter og tilbud både inden for overnatning, gastro og attraktioner, så turismen fortsat kan blive ved med at spille stor og positiv rolle samfundsøkonomisk,” siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

Turismeundersøgelsen viser, at den store stigning er sket over en bred kam.

På kystområdet står tyskerne for den største stigning. Deres døgnforbrug er steget fra cirka 400 kr. pr. døgn til 650 kr. per døgn fra 2014 til 2017.
På storby står nordmænd og amerikanerne for de største stigninger. Nordmændenes forbrug er steget fra 1750 kr. til 2800 kr. per døgn, og amerikanernes forbrug er steget fra 1450 til 2300 kr. per døgn.

Del denne side

Rapport: Turisternes døgnforbrug 2017

I rapporten kan du læse om de udvalgte turistsegmenters døgnforbrug. Turisterne er bl.a. delt op efter, om de rejser i forbindelse med deres job eller holder ferie og hvilken nationalitet de har.

Hent rapporten

Har du også læst?

Både i Henne Strand og i Blåvand oplever lokale butiksejere, at turisterne bruger flere penge. Her bliver kød, chokolade og lokale specialiteter i stigende grad lagt i turisternes indkøbskurv

Læs artiklen