Family at Wadden Sea with Bikes

Holland

Foto: Niclas Jessen

Holland er et marked med høj rejseintensitet og et stort potentiale for rejser i skuldersæsonen. Her er Danmark nemlig interessant for de naturhungrende hollændere, som søger fred og ro, natur, aktiviteter og vand, men som samtidig er pris- og kvalitetsbevidste.

Det hollandske marked er fuldt restitueret fra den økonomiske krise og overnatningstallet i 2018 slog igen rekord og var på det højeste siden 1992. Med sine 1,35 mio. overnatninger i 2018 fastholder Holland sin position som det fjerde største marked for dansk turisme. Særligt feriehusene og hotellerne har godt fat i hollænderne og står i fællesskab for mere end halvdelen af alle hollandske overnatninger. Også campingpladserne er attraktive for de hollandske besøgende og overnatningstallet voksede her med mere end 20 % i 2018.

Vi fokuserer på at positionere Danmark som en attraktiv kyst- og naturdestination overfor hollandske børnefamilier og voksne par. Børnefamilierne efterspørger en børnevenlig ferie, hvor attraktioner og samvær med familien er en vigtig del af ferieoplevelsen.

- Mette Rodenhuis-Carlsen, Markedschef i Holland

Rent pris- og kapacitetsmæssigt har Holland et antal interessante ferieperioder, som falder udenfor den danske højsæson, blandt andet majferien, som i 2019 igen spreder sig over to uger (17+18). Desuden har hollænderne en skolesommerferie, som strækker sig helt frem til den 1. september.

Hos de voksne par (50+) er det naturen, der er hovedmotiv, og derfor positionerer vi Danmark som en naturskøn destination med gode muligheder for cykling og camping. Fokus er på skuldersæsonen; maj-juni, august-oktober.

Specielt for de voksne par arbejder vi strategisk sammen med BureauVijftig, som er et hollandsk mediehus, der er er specialiseret i markedsføring og kommunikation til målgruppen voksne par over 50 år. BureauVijftig har overtaget tv-stationen ONS, som de er i gang med at gøre til den største kommercielle tv-station over for målgruppen. Samarbejdet betyder, at VisitDenmark blandt andet kan være med til at udvikle nye tv-koncepter og bliver en del af den multiplatform, som BureauVijftig kan tilbyde.

For de potentielle storbyferiegæster har Danmark en styrkeposition inden for mode, design, gastronomi, film, lykke, hygge og ”way of life”.

Aktuelle overnatningstal

Hollandske overnatninger i Danmark i  2019 fordelt på måned sammenlignet med 2018.

 

Læs mere