Mad about Denmark Paris 2022

Dansk gastronomi på presseevent i Paris

13.4.2022
Foto: VisitDenmark


På fremstødet Mad about Denmark præsenterede HKH Prinsesse Marie danske fødevarer for fransk presse, der også fik fortalt om Danmark som rejsedestination.
 

35 franske medier med passion for gastronomi var inviteret indenfor i Danmarkshuset på Champs-Élysées tirsdag før påske, hvor ni danske fødevarevirksomheder præsenterede deres produkter:

På menuen var bl.a. østers, røget makrel, zucchini blomst, danske oste og grønne asparges, og flere af pressens madeksperter var både imponerede og overraskede. Ganske vist havde de fleste hørt om Danmark i forbindelse med den ypperste kogekunst, takket være noma, Geranium og de danske Bocuse d’Or deltagere, men de havde ikke et egentligt kendskab til alle de fødevarer af høj kvalitet, som blev bragt til bordet.

De fremmødte journalister fra bl.a. Figaro Magazine og Paris Match havde også glæden af at møde en kompetent og stilsikker fortaler for dansk gastronomi og kultur, nemlig HKH Prinsesse Marie. 

Prinsessen havde takket ja til at præsentere pressen for det gastronomiske Danmark ved fremstødet i Paris, og hun fik dermed lejlighed til at tale om sin hjertesag kampen mod madspild, som hun også har sat fokus på herhjemme, bl.a. i udsendelser i DRTV. Det er af FN’s bæredygtighedsmål frem mod 2030 at halvere det globale madspild og dermed reducere de miljø- og klimamæssige konsekvenser af madspild, og Prinsesse Maries tale passede dermed også ind i den danske dagsorden om at være i front med bæredygtige løsninger.

Fremstødet Mad about Denmark var et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Danmarkshuset, Groupe Bertrand, der står for restauranterne i Danmarkshuset, og VisitDenmark. 

Gode erfaringer med fælles presseevents

For Landbrug & Fødevarer var eventen en god lejlighed til at fortælle de franske medier om danske fødevarer.

”Vi har i gennem flere år arbejdet for at markedsføre Danmark som gastro- og fødevaredestination i samarbejde med VisitDenmark. Vores fælles events og indsatser har skabt god presseomtale for dansk gastronomi og øget synlighed for danske fødevareeksportører på udvalgte markeder med fælles synergi”, siger Market Development Director Mette Gammicchia fra Landbrug & Fødevarer.

Større kendskab til Danmark

På podiet var også Anna Orlando, der er presse- og PR manager på VisitDenmarks kontor i Milano, som også dækker det franske marked. Hun fortalte om gastronomiens betydning for Danmark som rejsedestination og om de områder, hvorfra maden kom fra: Fra solskinsøen Bornholm i øst til UNESCO Verdensarv Vadehavet i vest. 

Om fremstødet siger markedschef Ghita Scharling Sørensen fra VisitDenmark Frankrig & Italien:

”Med Mad about Denmark tager vi hul på et år, der får stor betydning for franskmændenes kendskab til Danmark, danske oplevelser, dansk gastronomi og dansk kultur. Vi kører lige nu en digital kampagne med temaet outdoor, og maden i Danmark kommer igen i fokus til efteråret, hvor kampagnetemaet bliver gastronomi. I juli afholdes Le Grand Départ, der kommer til at trække franskmændenes opmærksomhed, så franskmændene vil helt sikkert lære os meget bedre at kende via disse indsatser .

Vi håber, at det større kendskab også giver dem lyst til at rejse for selv at opleve Danmark. I øjeblikket stiger antallet af Google søgninger på ferie i Danmark mere end den generelle stigende tendens i søgninger på rejsemål, og flykapaciteten til Danmark er næsten på niveau med 2019. Så lige nu ser det lovende ud”.
 

Deltagere i Mad about Denmark

Stauning Whisky
Bornholms Mosteri
Sparkling Tea
Arla Unika
Røgeri Hindsholm
People Like Us
Østersfestivalen 
Northern green 
Frederiksdal