Vinderne af visitdenmark au challenge 2019 får overrakt pris

Data og bæredygtighed vandt AU Challenge 2019

22.11.2019
Foto: Aarhus Universitet

Team Energetic Analytics løb med sejren, da finalen på AU Challenge blev afholdt. Idéen om at lære turisten bedre at kende gennem udvidet brug af data vandt dommernes stemme.

Hvordan kan VisitDenmark bidrage til bæredygtig vækst i dansk turisme? Det spørgsmål knoklede 48 studerende fra forskellige fakulteter med at svare på, da dette års udgave af AU Challenge sluttede med et brag af en finale fredag den 15. november. Efter adskillige forberedende workshops med konsulentvirksomheden Rambøll og en testcase på Moesgaard Museum var de studerende klædt på til den endelige case, som blev udleveret torsdag formiddag.

Efter 24 intense timer med hovederne i blød fremlagde alle 12 hold deres løsningsforslag i semifinalen, og af dem, der gik videre til finalen, var det tre vidt forskellige idéer, som dog havde én ting til fælles:

”Kendetegnende for de tre finalisthold var, at de alle havde forstået VisitDenmarks univers, og hvilke udfordringer vi står over for i vores daglige virke. Sagt med andre ord præsenterede alle tre hold koncepter og idéer, som vi enten vil arbejde eller i forvejen arbejder med,” siger Anders Rosbo, kommunikationschef i VisitDenmark, som var en del af dommerpanelet til finalen.

Efter tre skarpe pitches foran dommerpanelet og de mange nysgerrige tilskuere var det holdet Energetic Analytics, som løb med sejren. Her var det idéen om at skærpe VisitDenmarks brug af data for at lære turisterne bedre at kende som vandt størst indpas hos dommerpanelet:

”Valget af Energetic Analytics som vindere skyldes i høj grad den effekt, som deres løsningsforslag potentielt kan bibringe, og så at det er applicerbart i forhold til, hvordan VisitDenmark allerede nu arbejder med digitale data og indsigter,” siger Anders Rosbo.

Fremtidens medarbejdere

Energetic Analytics består af de fire holdmedlemmer Agnes, Emilie, Bence og Jacob, der hver især kommer fra forskellige studieretninger – henholdsvis Business Intelligence, Cognitive Science, IT Product Development og Management, Accounting & Control – og selvom arbejdet med turisme er nyt territorie for de fire finalister, så afviser de ikke en fremtidig karriere i dansk turisme:

”En stor del af mit studie består af at knuse tal og data, og da vi vandt på grund af vores dataorienterede løsningsforslag, kan jeg helt sikkert forestille mig at anvende mine evner inden for feltet i fremtiden,” siger Jacob Aarup Dalsgaard, Cognitive Science-studerende og medlem af Team Energetic Analytics.

Lige i hælene på vinderholdet var de to andre finalisthold, Nordic Asian International Sensation og Team Upside Down. Førstnævnte havde stort fokus på det kinesiske marked, og præsenterede et løsningsforslag med mål om at få kinesiske turister til at forlænge deres ophold og opleve mere af Danmark. Team Upside Down havde fokus på aktive turister med konceptet ’Land of Everyday Running’. Her var idéen, at flere kampagner kombinerer rejselyst med motion og natur. Således var der stor fokus på videreudvikling af eksisterende tiltag samt datadrevet beslutningstagning hos alle finalistholdene.

Større employer branding-indsats

VisitDenmarks deltagelse i AU Challenge 2019 sker som led i et større employer branding-tiltag med fokus på at skabe opmærksomhed blandt de studerende og trække flere og forskellige akademiske evner til dansk turisme:

”Formålet med at deltage i Aarhus University Challenge er at knytte et stærkt bånd til Aarhus Universitet. I første omgang har det været delmålet at skabe opmærksomhed om os selv over for både studerende og interessenter, men vi ønsker også helt konkret at optræde som eksterne gæsteforelæsere og bidrage med cases og materiale til undervisning for i sidste at få flere ansøgninger fra de studerende,” siger Anders Rosbo. 

Arbejdet med AU Challenge fortsætter ind i det nye år, når Energetic Analytics inviteres indenfor hos VisitDenmark i slutningen af januar. Foruden at vinde en pengepræmie på 10.000 kr. får vinderholdet nemlig mulighed for at deltage i et acceleratorforløb, hvor de i tæt samarbejde med VisitDenmark skal videreudvikle vinderkonceptet.