Flere cyklende tyskere til Østersøruten

3.7.2020
Foto: Michael Fiukowski & Sarah Moritz

4,8 millioner tyskere er potentielt interesserede i at tage på cykelferie i Danmark. En ny kampagne skal trække en del af dem til Østersøruten, som nu også har fået en ny hjemmeside, der gør det nemmere at planlægge cykelruten

Tyskerne skal op på cykelsadlen og opleve Danmark på to hjul. 

Partnerskabet bag cykelruten N8 har netop igangsat en kampagne for at få tyskerne tilbage til den anerkendte rute, som også går under navnet Østersøruten. 

”Tyskerne er mere interesserede i at tage på kyst- og naturferie i år på grund af covid-19. Kampagnen rammer derfor markedet på et godt tidspunkt, hvor tyskerne efterspørger ferieoplevelser i naturen. Også de tyske medier har vist stor interesse, og vi har netop nu mange omtaler af Østersøruten som følge af tidligere pressebesøg,” siger Mads Schreiner, VisitDenmarks markedschef i Tyskland. 

To tyske journalister afprøvede flere etaper af Østersøruten før coronakrisen, og besøgene har indtil videre resulteret i 244 omtaler og et læsertal på 7,2 millioner. Blandt andet har Die Zeit bragt en artikel om ruten. 

Tyskerne er ivrige cykelturister, og ifølge den tyske Reiseanalyse 2020 er godt 35 procent af de tyske cykelturister interesserede i at holde ferie i Danmark de kommende tre år. Det svarer til, at der potentielt er 4,8 millioner tyske turister, som er interesserede i at tage på cykelferie i Danmark. 

Instagram stories og video på Facebook 

Målgruppen for kampagnen er tyske par på 25-65 år, som har cykelferie som det primære motiv for ferien, og som bevæger sig mellem skiftende overnatningssteder.

Når kampagnen går i luften i uge 27, er det i første omgang med et mål om at nå bredt ud til målgruppen med to temaer, nemlig hygge og rendyrket cykling. 

Det sker gennem stories på Instagram, videoannoncer på Facebook og Instagram og Google Display, hvor video og billeder skal give målgruppen bedre indsigt i de oplevelser, som venter, og udgør en vigtig del af cykelferien. 

På baggrund af brugernes engagement med kampagnen indsnævres målgruppen i de efterfølgende faser. Her bliver de brugere, som allerede har interageret med kampagnen, mødt med links til målrettede guides, der fortæller om kultur, natur og byer langs ruten. Og brugere, der viser højt engagement, får endnu mere konkrete budskaber om ruten og praktisk information. 

Samtidig med at kampagnen er gået i luften, er en ny hjemmeside for ruten lanceret. Hjemmesiden gør det nemmere at planlægge turen afhængig af interesser, behov og ønsker og giver også mulighed for at booke pakketerede ture. 

Nordeuropas bedste  

Østersøruten har de senere år været igennem en større udvikling. I maj 2018 genåbnede ruten med blandt andet en ensartet skiltning, som Vejdirektoratet og kommunerne langs ruten havde samarbejdet om for at gøre det nemt for turisterne at finde vej. 

I forbindelse med genåbningen underskrev de seks destinationer langs ruten, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Cykelturisme og VisitDenmark en strategisk samarbejdsaftale om at videreudvikle og markedsføre ruten med den fælles ambition at gøre den til blandt Nordeuropas mest attraktive. 

”Ambitionen om at være blandt Nordeuropas bedste kræver, at turisterne har gode planlægningsværktøjer, og det har de fået i form af den nye hjemmeside og en guidebog, som kom tidligere på året. For at udvikle ruten yderligere er vi nu gået i gang med at koble flere cykelvenlige overnatningssteder til ruten, og næste skridt bliver at se på servicering af gæsterne langs ruten,” siger Christine Jürgensen, udviklingskonsulent i Dansk Kyst- og Naturturisme. 

I 2019 blev Østersøruten kåret som ”Årets Cykelrute 2019” på den populære hollandske cykel- og vandremesse ”Fiets en Wandelbeurs”. 

I år er ruten igen nomineret til en pris. Denne gang er det læserne af det tyske magasin Bike & Travel, som senere på året vælger årets cykelruter inden for en række kategorier. 

Det er målet, at Østersøruten skal markedsføres på flere markeder, men covid-19 har pt. sat øvrige markedsaktiviteter på pause. 

Erhvervsfremmebestyrelsen har støttet markedsføringen af cykelruten N8. 

 

Østersøruten

Østersøruten N8 ​er 820 km lang og binder det sydlige Danmark sammen i et 8 tal - fra Padborg i vest til Møn i øst.

Cycle the scenic Baltic Sea Route in Denmark

Foto:VisitDenmark

Partnerskabet bag N8 består af: 

  • Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Dansk Cykelturisme
  • VisitSydsjælland-Møn
  • VisitLolland-Falster
  • Destination Sjælland (Vestsjælland)
  • Destination Fyn
  • VisitLillebælt
  • Destination Sønderjylland
  • VisitDenmark