Flere tyskere skal vælge feriehusferie i Danmark
Flere tyskere skal vælge at tage på feriehusferie i Danmark frem for i andre lande. Derfor er fem store feriehusudlejere gået sammen med VisitDenmark og Feriehusudlejernes Brancheforening om en ny brandingkampagne i Tyskland.
Næsten 10 millioner tyskere er interesserede i at holde feriehusferie i Danmark i løbet af de næste tre år. Det er det højeste niveau siden 2017, viser de seneste tal fra den tyske Reiseanalyse.
Men tyskerne drømmer ikke kun om at rejse til Danmark. Faktisk ligger Danmark på en 10. plads over populære feriehusdestinationer. På førstepladsen ligger hjemlandet Tyskland, som over 21 millioner tyskere overvejer som rejsemål for deres feriehusferie. Herefter følger Spanien og Italien.
For at fortælle tyskerne, hvorfor de skal vælge Danmark, er Feriepartner Danmark, Esmark Feriehusudlejning, Nordsee Holidays, Sol og Strand samt Novasol gået sammen med VisitDenmark og Feriehusudlejernes Brancheforening om en ny kampagne, som bliver lanceret den 1. februar 2024.
”Rekordmange tyskere er interesserede i at holde feriehusferie i Danmark. Men konkurrencen er benhård, og for at få tyskerne til at vende blikket mod Danmark skal vi fortælle tyskerne, hvad der gør en feriehusferie i Danmark til noget særligt. Noget, de ikke kan få i andre lande. Derfor er vi gået sammen om en kampagne om dansk feriehusferie,” siger international markedsdirektør Mads Schreiner, VisitDenmark.
Ferieminder anbefaler Danmark
Hvor feriehuskampagner typisk fokuserer på pris, produkt og beliggenhed, går den nye kampagne skridtet videre og fortæller en emotionel historie om Danmark med ferieminder som omdrejningspunkt.
”Vi har mange tyske gæster, som kommer igen år efter år, og mange har også besøgt Danmark som børn. Kampagnen er bygget op om deres ferieminder om Danmark, men fungerer samtidig som en anbefaling over for nye gæster. For det er et mål med kampagnen også at gøre nye tyske gæster interesserede i at vælge Danmark næste gang, de skal på feriehusferie,” siger direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Pernille Kofod Lydolph.
I kampagnefilmen fortæller tre hovedpersoner om deres ferieminder i Danmark. I filmen er det billeder fra dagens Danmark, der illustrerer minderne, og på den måde bliver fortidens minder og nutidens oplevelser koblet sammen. For filmens hovedpersoner rejser stadig til Danmark og anbefaler andre tyskere at gøre det samme.
Samtidig taler kampagnen ind i tyskernes præferencer, hvor tryghed, nærhed og naturoplevelser står højt på listen. Også her står det danske feriehusprodukt stærkt.
”De danske feriehuse er et unikt produkt. Det er danskerne selv, der ejer husene, og som gæst kommer man tæt på lokalbefolkningen. Og så ligger husene typisk ude i naturen, hvor der er meget plads og højt til himlen. Det kan tyskerne godt lide,” siger Pernille Kofod Lydolph.
Artiklen fortsætter under kampagnefilmen.
Vækst kommer ikke af sig selv
Både 2022 og 2023 har været særdeles gode år for feriehusbranchen i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik steg de tyske overnatninger i feriehusene i 2022 med 12,6 pct. sammenlignet med 2019. De foreløbige overnatningstal i 2023 ligger på niveau med 2022, og derudover ser indikationerne for bookingerne i 2024 gode ud.
Men potentialet er endnu større, og der skal en indsats til for at indfri det. Det er derfor, at de fem feriehusudlejere, der normalt er konkurrenter og markedsfører sig hver især i Tyskland, er gået sammen om en fælles kampagne.
”Vi er hver især dygtige til at skabe bookinger, men den fælles kampagne skal gøre Danmarks andel af det tyske marked endnu større og få flere tyskere til at få øjnene op for en feriehusferie langs de danske kyster. Så følger vi op hver især med individuelle salgskampagner,” siger direktør Flemming Toft Andersen, Feriepartner Danmark.
Konkurrenter i fælles indsats
Ifølge Per Dam, adm. direktør i Sol og Strand, er det den fælles ambition om at få flere tyskere til at vælge Danmark, der har fået de fem feriehusudlejere til at gå sammen:
”Jeg er utroligt glad for, at vi i Sol og Strand sammen med fire andre gode aktører i branchen kan samles om initiativet fra VisitDenmark. Vores fælles ambition er at løfte interessen for ophold i danske feriehuse. Selv om vi i dagligdagen er konkurrenter, der kæmper om både feriegæsters og husejeres gunst, så kan vi også finde ud af at stå sammen, når vi kan se, at vi kan bidrage til en større sag ved at være stærkere sammen. Det er den ekstraordinære indsats i Tyskland et klart eksempel på,” siger han og fortsætter:
”Der er et stort potentiale, der er stor konkurrence fra mange lande og ferieformer, og derfor giver det mening for os, at vi går sammen om at øge fokus på alle de gode oplevelser ved ophold i danske feriehuse. Vores fælles ambition sammen med VisitDenmark er, at kampagnen skal øge interessen for ophold i feriehuse langs de danske kyster og dermed være med til at løfte kystturismen og dansk turisme yderligere. Så må vi i tillæg hver især gøre vores egen indsats for at få gæsterne til at vælge de skønne feriehuse, som vi formidler udlejningen af.”
Ifølge Mads Schreiner er det unikt, at feriehusudlejerne går sammen om en fælles kampagne.
”Potentialet på det tyske marked er stort, men der skal en indsats til for at indfri det. Med fem store feriehusudlejere i ryggen får kampagnen ekstra gennemslagskraft, og vi kan skubbe endnu mere til sæsonudviklingen,” siger Mads Schreiner.
Kort om kampagnenDen nye feriehuskampagne bliver lanceret den 1. februar og kører til og med den 29. februar 2024. Bag kampagnen står Feriepartner Danmark, Esmark Feriehusudlejning, Nordsee Holidays, Sol og Strand, Novasol, Feriehusudlejernes Brancheforening og VisitDenmark. Kampagnen bygger videre på brandingkampagnen ”The Danish Zen”, som VisitDenmark lancerede i januar, og den er udviklet af bureauet &Co. Omdrejningspunktet i kampagnen er en film, som bliver vist på YouTube, TV (ATV, CTV og online video) samt sociale medier (Meta og Pinterest). Kampagnen er målrettet de to segmenter ”de samvittighedsfulde familier” og ”natur- og friluftsturisterne” i Schleswig-Holstein, Hamburg, Bremen, Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen, Berlin og Brandenburg. Feriehusudlejerne kan læne sig op ad kampagnen i deres salgsaktivering og samle op på den skabte efterspørgsel. |