Foto fra den hollandske tv-produktion Reisegenøten

Hollandsk tv-program besøger fire danske destinationer

18.12.2020
Foto: Leonie Berkenbosch

I begyndelsen af januar får op mod 600.000 hollandske tv-seere en guidet tur til Danmark med det nye tv-program Reisegenøten. Programmet er tredje og sidste, som er produceret i et samarbejde mellem VisitDenmark, danske samarbejdspartnere og hollandske Bureauvijftig. 

Den hollandske cykelrytter Leontien van Moorsel har vundet fire OL guldmedaljer og Tour de France for kvinder. Ronald Giphart er en af de mest populære forfattere i Holland. Og Twan Huys er tv-vært og tidligere korrespondent i USA. 

Ud over at være kendte hollandske personligheder har de også det til fælles, at de deltager i et nyt hollandsk tv-program, som foregår i Danmark. 

Sammen med programmets vært rejser de til en dansk destination, hvor de blandt andet besøger attraktioner, som har en særlig forbindelse til deres virke, og som giver anledning til samtaler og refleksioner over deres liv og karriere. 

”Tv-programmet er en fantastisk måde at skabe synlighed om Danmark på. Igennem seks episoder kommer seerne rundt i Danmark og får indblik i, hvad de kan opleve her. Det bliver feel good tv kombineret med rejser, og vi forventer, at der er mange seere til denne type programmer i øjeblikket,” siger Mette Rodenhuis-Carlsen, VisitDenmarks markedschef i Holland. 

Oplevelser sætter samtalen i gang 

Seks hollandske personligheder medvirker i tv-programmet, som har fået navnet Reisegenøten (Rejsekammerater). 

Blandt andet går tv-værten Twan Huys på opdagelse i naturen omkring Rebild Bakker og Mariager Fjord med udgangspunkt i en ny bog om vandring, han netop har udgivet. 

”Holland er et marked, vi gerne vil vækste på, og derfor er det en unik chance at være med i dette tv-program, som taler direkte til en voksen målgruppe. I to programmer får vi fortalt nogen gode historier om Nordjylland, og vi har endda selv haft stor indflydelse på indholdet. Det er sjældent, at man kan det i tv-produktioner,” siger PR konsulent Birgitte Bak, VisitNordjylland. 

I løbet af seks episoder kommer tv-programmet rundt til VisitNordjylland, Destination Sønderjylland, VisitSydsjælland og Møn og VisitLolland-Falster, som sammen med Scandlines har bidraget med aktiviteter og værtskab. 

Blandt andet har den nu pensionerede cykelrytter Leontien van Moorsel været ude på den sønderjyske etape af den danske tourstart i 2022. 

Og forfatteren Ronald Giphart besøger Lolland-Falster, hvor han skal følge danske råvarer fra jord til bord. 

Tre-årigt samarbejde 

Reisegenøten er tredje og sidste program, som VisitDenmark har udviklet med det hollandske kommunikationsbureau Bureauvijftig og danske samarbejdspartnere. 

”Selv om tv ikke længere er det eneste medie, der viser levende billeder, er det stadig et vigtigt medie for hollandske voksne over 50 år. Med de tre tv-produktioner har vi formået at bringe Danmark tættere på målgruppen og skabe synlighed om Danmark på en anderledes måde. Det er vi stolte over,” siger Mette Rodenhuis-Carlsen. 

I det første program “Ouwe Jongens Smørrebrød” fra 2018 rejste tre tv-personligheder på motorcykel gennem Danmark. Året efter fulgte reality programmet med fokus på camping “Love for the Campsite”

Hver episode har haft op mod 600.000 seere, og derudover har tv-programmerne fået særdeles god PR i form af omtale i andre medier, tv-interview med deltagerne mv. 
Reisegenøten bliver vist i begyndelsen af 2021 på den hollandske tv-station ONS, som svarer til TV2 Charlie i Danmark, og som ugentligt har 1,5 mio. seere. 

Se trailer fra Reisegenøten

Foto: Torben Kirk