The Wave (Bølgen) in Vejle, Denemarken

Stærk presseindsats op til dansk Tour-start

22.3.2022
Foto: Kenneth Stjernegaard

Besøg af 30 udenlandske journalister og video news releases er en del af VisitDenmarks presseindsats, der bruger Tour de France som afsæt til at fortælle, hvad turister kan opleve i Danmark. 

Den 23. marts er der 100 dage til, at Danmark byder velkommen til verdens største cykelløb Tour de France. Slutspurten er sat ind, og det markeres med et pressebesøg til de danske Tour-byer. 

Over to dage vil en delegation af udenlandske journalister – særligt fra franske medier - følge direktøren for Tour de France Christian Prudhomme, erhvervsminister Simon Kollerup og fem borgmestre til en række events og festligheder. 

100-dages fejringen er blot en lille forsmag på, hvad der venter til juli, hvor flere end 1.000 internationale journalister forventes at følge løbet rundt i Danmark. 

”Medieopmærksomheden om Tour de France er enorm og vil også sætte Danmark på verdenskortet,” siger Anna Orlando, som er PR and Press Manager i VisitDenmark Italien og Frankrig, og som koordinerer VisitDenmarks presseindsats i forbindelse med Le Grand Départ. 

Det er ikke dog cykelløbet i sig selv, som er i fokus for VisitDenmarks presseindsats, forklarer hun: 

”Der er stor opmærksomhed om Tour de France, og det er ikke her, at vi i VisitDenmark bruger vores kræfter. Vi bruger løbet som en anledning til at nå endnu bredere ud og fortælle om Danmark, dansk cykelkultur og de oplevelser, Danmark tilbyder internationale turister.” 

16 pressebesøg

VisitDenmark har været involveret i den danske Tour-start fra begyndelsen og har gennem projektet bidraget med både markedsføringsaktiviteter og presseindsats

I de kommende 100 dage intensiveres indsatsen, og på pressesiden betyder det blandt andet 16 individuelle pressebesøg fra dansk turismes prioriterede markeder. Derudover arrangerer VisitDenmark en grupperejse for 13 journalister fra tyske og hollandske medier, som skal køre dele af de tre danske etaper. 

Målet er at give journalisterne smagsprøver på, hvad man kan opleve i Danmark, som bliver formidlet videre til læserne eller seerne, som forhåbentlig får lyst til at besøge Danmark selv. 

Både livsstilsmedier og fagmedier bliver inviteret, og hvert besøg skræddersyes i samarbejde med destinationerne, så det passer til det enkelte medie. Blandt andet har den britiske avis The Guardian og det amerikanske cykelmagasin, Peloton, givet tilsagn om at besøge Danmark. 

Levende billeder til hele verden 

Et andet redskab i værktøjskassen er Video News Releases, også kaldet VNRs. Den 23. marts udsender VisitDenmark i samarbejde med Le Grand Départ Sekretariatet en VNR, som varmer op til årets Tour-start i Danmark. 

Her vil der blandt andet være interview med H.K.H. Kronprins Frederik og billeder fra events og festlighederne i de fem Tour-byer.  

”VNRs er levende billeder, der bliver sendt ud til tv-stationer og telegrambureauer over hele verden, og de er supergode til at skabe opmærksomhed om begivenheder som netop Tour de France. Vi vil bruge vores VNR til at fortælle historier om Danmark og dansk cykelkultur,” siger Senior PR & Press Manager Kathrine Lind Gustavussen, VisitDenmark. 

VisitDenmark har gode erfaringer med VNRs fra tidligere, blandt andet ”Verdens største sandslot” og Den Danske Pavillon under OL i Rio. Det er Kongshaug Productions, som producerer og distribuerer til et globalt netværk af 650 medier, heriblandt BBC, CCTV, CNN og ARD. 

Udpluk af presseaktiviteter   

Peloton Press Trip 

13 journalister deltager i maj på en grupperejse, hvor de skal cykle en del af de tre danske Tour de France etaper med afstikkere til oplevelser langs ruten. Journalisterne kommer fra hollandske og tyske medier. Der arbejdes på, at to danske cykelryttere vil slutte sig til gruppen undervejs. Turen varer fem dage. 

Video News Releases

For at sætte fokus på Danmark, dansk cykelkultur og livsstil producerer VisitDenmark to Video News Releases – VNRs – i forbindelse med den danske Tour-start. Den første sendes ud den 23. marts for at markere, at der er 100 dage til at Tour de France starter i Danmark. Den anden sendes ud i juni op til løbet starter. De to VNRs produceres i samarbejde med Grand Départ Sekretariatet af Kongshaug Productions. 

Pressebesøg 

I løbet af foråret gennemføres 16 individuelle pressebesøg fra Sverige, Norge, Holland, Frankrig, Italien, Storbritannien og USA blive gennemført. Både nationale medier, livsstilsmedier og fagmedier er inviteret. Derudover har VisitDenmarks markedskontorer pitchet historier om Le Grand Départ, dansk cykelkultur og danske oplevelser til medierne. Det har bl.a. resulteret i en historie hos Forbes.  

Technical Assistance

Det franske Muséum National d’Histoire Naturelle har netop været i Danmark for at optage tre små programmer om Danmark og biodiversitet, som skal vises i forbindelse med Tour de France til sommer. VisitDenmark har hjulpet med at få optagelserne i hus – ligesom vi assisterer i en række andre tilfælde, hvor udenlandske medier kontakter os. VisitDenmark vil også bidrage med information om Danmark under løbet og være involveret i Det Internationale Pressecenter.