Boote bei Sonnenuntergang im Kopenhagener Hafen, gesehen von der Brücke Langebro

Stor Danmarkssatsning i 2021

11.12.2020
Foto: Mathias Brandt

I 2021 sætter VisitDenmark igen stort ind over for danske turister for at få dem til at blive i Danmark, især når det igen bliver muligt at rejse udenlands. 

I forlængelse af en succesfuld indsats i Danmark i 2020 satser VisitDenmark igen næste år på det danske marked. Det er aftalen om Genstart af dansk eksport, som regeringen og et flertal af Folketingets partier vedtog i oktober, der gør det muligt.

Ambitionen er igen i 2021 at skabe en national overlægger for det danske marked, som både danske destinationer og kommercielle partnere kan være en del af.

”Vores undersøgelse af danske turisters præferencer tidligere på året viste, at 55 procent gerne vil rejse udenlands i 2021. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder, at Danmark er en attraktiv feriedestination med masser af spændende oplevelser, også selvom man godt kan rejse ud af landet,” siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark.

Ferie- og erhvervsturisme

Indsatsen på det danske marked udvides i 2021 også med bearbejdning af erhvervsturismen for at få danske virksomheder til at bruge mødefaciliteter på tværs af landet. Virksomhederne kan dermed bidrage til at aktivere det danske møde- og oplevelseserhverv, som på grund af corona har været meget udfordret.

”Med gode erfaringer fra kampagnen i 2020 glæder vi os meget til at udvide kampagnen til også at inkludere bearbejdning af mødemarkedet i Danmark. Også her vil vi gerne skabe en fælles fortælling, som destinationer og møde- og konferencesteder kan være en del af,” siger Janne Grønkjær Henriksen.

Der er indgået aftale med to forskellige bureauer på henholdsvis ferie- og erhvervsturisme for at sikre, at indsatserne udarbejdes med de forskellige målgrupper for øje. 

Task force fortsætter

I forbindelse med projektopstart i 2020 blev der oprettet en task force for det danske marked bestående af fem destinationer. Gruppen har givet værdifuldt input til strategi, kreative oplæg, muligheder og udfordringer, og derfor fortsætter arbejdet med en task force for markedet også i 2021.

Dedikeret team

I VisitDenmark er der fastsat et team, der i 2021 udelukkende skal bearbejde det danske marked. Teamet vil fokusere på at udvikle og eksekvere en strategisk markedsføringsindsats i samarbejde med destinationer og andre interesserede aktører.

De vil også fortsætte arbejdet med at gøre materialet tilgængeligt, så flest muligt kan drage nytte af den nationale indsats og hjælpe alle turismens aktører med at arbejde sammen.

Yderligere information om indsatsen på det danske marked i 2021