Stor vækst i tyske overnatninger i oktober

11.12.2020
Foto: Mette Johnsen - VisitNordjylland

Mange tyskere nåede at holde efterårsferie i Danmark, inden covid-19 igen lukkede for ferierejser til Danmark. De tyske overnatninger gik 7,7 procent frem i oktober, mens alle andre udenlandske markeder gik markant tilbage, viser nye overnatningstal fra Danmarks Statistik.

De senere år har især danskere og tyskere i stigende grad valgt at holde efterårsferie ved de danske kyster, og 2020 var ingen undtagelse på trods af den globale coronapandemi.  

Det viser de senest overnatningstal fra Danmarks Statistik. 

”Oktober måned endte med at sætte rekord. Det skyldes en generel tendens, men også at mange af forårets rejser blev udskudt til efteråret, fordi sommersæsonen allerede var fuldt booket,” siger adm. direktør Flemming Toft Andersen, Feriepartner Danmark. 

Både tyske og danske overnatninger steg med henholdsvis 7,7 procent og 6,3 procent i oktober sammenlignet med samme måned året før. 

Alle andre markeder gik dog markant tilbage, og det samlede antal overnatninger i oktober endte med et fald på 7,7 procent sammenlignet med samme måned året før. 

Se de kommunale overnatningstal

Optimisme for 2021 

Ifølge Flemming Toft Andersen vidner de mange tyske overnatninger i oktober om, at der fortsat er en stærk efterspørgsel efter det danske kystprodukt, og at tyskerne igen vil rejse til Danmark, når grænserne åbner. 

Samme tendens ser VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Mads Schreiner: 

”Lige så snart markedet åbner, har vi gode muligheder for at få tyskerne tilbage. Tyskerne rejser efter tryghed, adgang til naturen og god plads, og alt det kan Danmark tilbyde i køreafstand i egen bil. Det skal vi ud at fortælle også til målgrupper, som ikke tidligere har haft Danmark på radaren, men som nu er åbne for en anden type ferie, fordi de ikke vil eller kan komme samme sted hen, som de plejer,” siger Mads Schreiner. 

Der er i skrivende stund ingen dato for, hvornår grænserne igen åbner for indrejse. Alligevel er Flemming Toft Andersen fortrøstningsfuld. 

”Lige nu er markedet meget stille, men vi er optimistiske i forhold til 2021. De sidste fem år har vi oplevet en stigende tysk efterspørgsel, og den er kun blevet forstærket af corona. Vi tror på, at tyskerne kommer igen, så snart restriktionerne ophører,” siger Flemming Toft Andersen. 

Oversigt over overnatningstal (pdf)