Hammershus på Bornholm om vinteren

Tyske medier kobler af på vinterøen Bornholm

12.12.2019
Foto: Dennis Tomiola / Destination Bornholm

Bornholm er populær som aldrig før, og muligheden for at trække gæster til øen om vinteren har aldrig været større. Netop nu er Bornholm vært for 11 tyske medier, og indsatsen skal være med til at øge interessen for øen i vintermånederne. 

Som mange andre steder i Kystdanmark, lukker dele af Bornholm ned, når vintertæppet lægger sig over øen.  Men sådan skal det ikke være i år. En række nye tiltag skal motivere turisterne til at besøge Bornholm hele året, ikke mindst om vinteren.

”Bornholm er populær som måske aldrig før, og allerede sidste vinter oplevede øen et stigende antal gæster i vinterperioden. Muligheden for at få gæster til øen, også om vinteren, har ikke været større end nu,” siger Pernille Kofod Lydolph, direktør Destination Bornholm

Derfor har Destination Bornholm arbejdet for, at flere lokale virksomheder holder vinteråbent, og det har blandt andet resulteret i, at en række butiksejere i Svaneke har givet hinanden håndslag på at holde åbent hele vinteren. 

Et pusterum på Bornholm

En række markedsføringstiltag skal også være med til at øge interessen for Bornholm i vintermånederne. Derfor har Destination Bornholm og VisitDenmark Tyskland taget initiativ til en fælles presserejse, og 11 tyske medier besøger i disse dage Bornholm. 

På presserejsen deltager medier som Deutsche Presse Agentur (DPA), forbrugermagasinet Öko-Test og RND Redaktionsnetzwerk Deutschland, som leverer rejseartikler til 30 dagblade. 

Faktisk meldte 24 medier tilbage, at de gerne ville deltage, så det er de største og mest interessante, som er udvalgt til at komme til Bornholm. 

”De tyske medier har vist en overvældende interesse for at besøge Bornholm. Det skyldes selvfølgelig, at det er noget nyt, at Bornholm er åben om vinteren, men også at mange oplever et behov for at stige af juleræset i et par dage. Og vinterøen Bornholm et helt oplagt valg, hvis man ønsker et pusterum,” siger VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Mads Schreiner. 

Det er dog ikke ren afslapning, som er på programmet for de tyske journalister. De skal blandt andet opleve kontrasterne mellem udendørs aktivitetsliv som fx vinterbadning og indendørs hygge i de små bysamfund. På presseturen til Bornholm får journalisterne også lidt feriehushygge, idet turen slutter med en lang gåtur langs Dueodde Strand samt kaffe og kage i et feriehus, mens lokale fødevareproducenter og kunsthåndværkere fortæller om deres produkter.  

Fælles indsats 

Samarbejdet med Bornholm ligger i forlængelse af VisitDenmarks strategi om en større spredning af turismen over hele året. Og Bornholms stærke brand, de billige færgebilletter og helårssejlads til og fra Tyskland, er gode forudsætninger for, at vinterøen Bornholm kan blive en succes. 

For Destination Bornholm er det vigtigt, at det er en fælles indsats blandt virksomhederne på øen, som styrker vintersæsonen: 

”Vi er kommet langt som ø, men vi skal fortsætte den fælles indsats. Udvikling er noget vi driver sammen, og får vi styrket vintermånederne, kan det betyde flere helårsjob og en større omsætning på øen,” siger Pernille Kofod Lydolph. 

”Danmark kan noget særligt. Også i de mørke måneder. Det kan vi også se i overnatningstallene, som de sidste år er steget i både skulder- og vintersæsonen. Vi glæder os derfor ekstra meget til denne pressetur til Bornholm,” siger Mads Schreiner. 

Presserejsen forløber fra torsdag den 12. december til søndag den 15. december, og journalisterne rejser med Bornholmslinjen, som nu tilbyder helårssejlads.