VisitDenmark styrker sit VisitData team
Hos VisitDenmark får Christina Eiby ansvar for VisitDatas drift, udrulning og skalering. Målet er at sikre bedst mulig struktur og gode processer for et tillidsfuldt samarbejde på den nationale platform for turismedata.
Alle destinationsselskaber er nu kommet ombord i den nationale dataplatform VisiData, og flere destinationsselskaber arbejder allerede med de første produkter.
I 2024 får også virksomhederne mulighed for at komme med, og for at sikre at alle brugere oplever, at processer, struktur og design bedst muligt understøtter deres brug af platformens produkter, har VisitDenmark ansat Christina Eiby som Platform Lead. Hun vil arbejde tæt sammen med Mads Bach, som fortsat har ansvar for udvikling og release af VisitDatas dashboards og dataprodukter. Overordnet ansvar for platformen har Jan Voetmann, der er chef for Viden og Analyse i VisitDenmark.
”Der er en række forhold af juridisk, økonomisk og procesmæssig karakter, som selvfølgelig fylder mere i en national dataplatform med mange forskelligartede brugere end i en mindre, hvor aktørerne måske er tættere forbundet og er langt færre. Her kan man forholdsvis let ordne tingene indbyrdes og ændre præmisserne fra gang til gang, men det samme er ikke en mulig arbejdsgang i en stor national platform, som konstant vokser og forandrer sig i et langsigtet partnerskab med mange både offentlige og private interessenter, ”siger Jan Voetmann og fortsætter:
”Det er dog stadig meget vigtigt for os, at den indbyrdes tillid, som fra begyndelsen har været fundamentet for al samarbejdet i dette projekt, også i fremtiden sikres og afspejles i den måde, vi går til marked på. Derfor prioriterer vi lige nu at skabe stærke processer, der kan skalere og give vores fremtidige brugere i VisitData en god oplevelse, når de en dag skal ombord og være aktive i dataplatformen.
VsitData er et samarbejde mellem Dansk Kyst- og Natuturisme, NTT Business Solutions A/S og VisitDenmark og bygger på et datasamarbejde, der oprindeligt blev skabt på Rømø og siden er skaleret til en national platform, som skal bruges til at udvikle dansk turisme på et databaseret grundlag.
Stærk erfaring
Christina Eiby kommer til VisitData med små 10 års erfaring med at arbejde med digitale produkter. Hun har en bl.a. en diplomuddannelse i digital konceptudvikling, som hun gennemførte mens hun arbejdede sig op gennem Boliga Gruppen fra Support Manager til Head of Digital Development.
Jobbet som digital leder i Boliga Gruppen indebar ansvar for udvikling, drift og prioritering af en portefølje på 10 brugerrettede platforme og apps. Hun har bl.a. arbejdet med optimering af produktstrategier, handlingsplaner og kvalitetssikring af leverancer samt validering og prioritering af produktmuligheder og initiativer på tværs af porteføljeinteresser med organisation, brugerværdi, kommerciel værdi, markedsmuligheder, kompleksitet og ressourcer for øje. Hun bor i København med sin kæreste og er mor til en lille dreng i vuggestuealderen.
Jobbet i VisitDenmark er således et farvel til næsten 10 år hos en markant spiller i en stærkt kommerciel branche, men skiftet lover godt, siger Christina Eiby:
Nationalt perspektiv
”Jeg er meget glad for at komme til turismen. Jeg har en baggrund som leder i Sticks’n’Sushi koncernen, og mine fem år i servicebranchen har således sat sig sit spor i mit hjerte. Derfor er jeg også begejstret over at kunne bringe mine digitale kompetencer i spil på endnu en bane, der bygger så stærkt på relationer.
Det er også vigtigt for mig, at der er tale om et nationalt projekt, der skaber værdi for mange, ja faktisk for alle aktører i dansk turisme. Og jeg er overbevist om, at VisitData også vil vise sig at leve op til mine ønsker om at have et arbejdsliv, hvor hver dag byder på nye opgaver. ”