
Fælles kampagne fortsætter: Skal inspirere flere tyskere til at vælge feriehusferie i Danmark
I februar 2025 går en fælles brandingindsats i luften med fokus på ferieminder og det unikke ved danske feriehuse.
I februar skydes en fælles brandingkampagne i gang, der for andet år i træk skal inspirere endnu flere tyskere til at vælge feriehusferie i Danmark. Kampagnen er skabt i samarbejde mellem VisitDenmark, Feriehusudlejernes Brancheforening og fem af Danmarks største feriehusudlejere – Novasol, Feriepartner, Esmark, Sol og Strand og Nordsee Holidays.
Kampagnen er et unikt eksempel på, hvordan konkurrenter kan arbejde sammen for at styrke markedsføringen af Danmark.
”Vi ser et stort potentiale i at samarbejde på tværs af feriehusbranchen for at styrke positioneringen af Danmark på det tyske hovedmarked og øge kendskabet til det unikke danske feriehusprodukt. Ved at forene kræfterne kan vi skabe større synlighed, tiltrække nye målgrupper og udvide markedet, så flere tyskere får øjnene op for feriehusferie i Danmark,” siger Flemming Toft Andersen, CEO i Feriepartner.
Kampagnens omdrejningspunkt er de minder, der knytter sig til feriehusferien i Danmark. Med stemningsfulde film og billeder, der vækker nostalgi og varme følelser, er målet at minde tidligere gæster om, hvorfor de bør vende tilbage, samtidig med at nye gæster bliver inspireret til at opleve Danmark.
Et unikt produkt til en særlig målgruppe
”Feriehusene i Danmark er noget helt særligt. De giver mulighed for at komme tæt på naturen og nyde en ferie i ro og mag. Mange tyskere kender de klassiske ferieboliger som lejligheder og typehuse på små grunde, men danske feriehuse har noget helt unikt at byde på – masser af plads, frihed og faciliteter til enhver smag. Det vil vi gerne vise dem," siger Markus Diefenbach, markedschef for Tyskland hos VisitDenmark.
Denne gang bliver der koblet nye elementer på kampagnen. Der bliver lige nu arbejdet på et co-branding-samarbejde og en større PR-indsats, som blandt andet inkluderer produktionen af mini-udsendelser om feriehusferien. Disse udsendelser vil blive distribueret via regionale tv-selskaber.
”I denne kampagne har vi skruet op for fokus på trafikskabende formater, især på de sociale medier. Vi har også øget synligheden for de enkelte partnere gennem nye formater som Instant Experience og retargeting. Vi forventer, at det vil generere leads for feriehuspartnerne i kampagnen,” siger Markus Diefenbach.
Potentiale for mere vækst
Feriehusudlejningen har været inde i en positiv udvikling de seneste år og der stadig plads til vækst.
Hele 23 procent af den tyske befolkning har interesse i ferieformer, hvor feriehuse eller ferielejligheder indgår. Det viser tal fra den tyske Rejseanalyse (2024).
"Vi oplever stadig en stærk interesse fra det tyske marked, men vi kan ikke tage noget for givet. Vi skal arbejde for det – og kampagner som denne viser, hvordan vi gennem samarbejde kan nå længere, end vi kan hver for sig," siger Markus Diefenbach.
De seneste år har vist en markant styrke i feriehusmarkedet i Danmark. De foreløbige overnatningstal for 2024 ligger allerede tre procent over niveauet fra 2023, og bookingerne for 2025 ser indtil videre lovende ud.