Fantastisk aften for dansk gastronomi

14.9.2021
Foto: Jason Loucas

Efter uddelingen af den nordiske Michelin Guide 2021 er der nu endnu flere gode historier at fortælle og stjerner at prale med, når dansk gastronomi skal være ambassadør for Danmark i udlandet. Men det er i høj grad den generelle madscene, der opfylder turisternes ønsker om god mad. 

Coronapandemiens restriktioner, mangel på internationale gæster og lukkede restauranter har været en stor udfordring for den mangeårige udvikling med flere og flere Michelin stjerner til danske restauranter.

Pandemien har været med til at lukke tre restauranter, men med fire nye danske restauranter med en stjerne, endnu en stjerne til Kong Hans, hele seks grønne stjerner og ikke mindst den tredje stjerne til Noma er der virkelig noget at fejre.

Det  begejstrer VisitDenmark, at der nu er flere gode historier at fortælle om dansk gastronomi.

”Nytænkte måltider i topklasse har i de sidste år været med til at tegne Danmarks image i udlandet, og stjernerne er væsentlige for turisternes opfattelse af Danmark. Stjernerne trækker omtale, image og turister, men det er i høj grad den generelle madscene, der opfylder turisternes ønsker om god mad i Danmark”, siger kommunikationschef Anders Rosbo fra VisitDenmark og fortsætter:

”Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har en flok af innovative kokke, der kan udvikle deres ambitioner til inspiration for resten af branchen og til glæde for turismen. For ligesom de internationale turister er vigtige for Michelin restauranterne, har kokkenes innovation betydning for turisterne, fordi den manifesterer sig i retterne hos restauranterne i hele landet, i nye madevents og nye råvarer”.

”Det er den udvikling, der i snart mange år har båret Danmarks gastronomiske image, hvor Michelin restauranterne er spydspidsen. Og det er den udvikling, som meget gerne skal fortsætte, så vi fortsat har masser af gode og  interessante historier at fortælle til verden”, siger Anders Rosbo og fortsætter:

”I den forbindelse er de mange grønne stjerner til danske restauranter fantastiske, fordi de spiller ind i vores overordnede fortælling om dansk bæredygtighed”.

VisitDenmark har i mange år brugt gastronomien i markedsføringen af Danmark. Senest er produceret 10 videoer med danske ildsjæle inden for fødevare- og gastronomi, der skal være med til at holde Danmark top of mind og gøde jorden for, at flere mad- og gastroturister kommer til Danmark.

Fakta om mad- og gastroturister

En analyse fra 2018 viser, at op mod hver tredje udenlandske turist dengang var en mad- og gastroturist. For dem er madoplevelser af høj eller afgørende betydning for, at de vælger at holde ferie i Danmark. Især blandt gæsterne på Michelin restauranterne er der mange internationale turister, også de eksklusive foodies, der primært rejser efter maden.

Mad- og gastroturister er meget attraktive turister. De har et højere forbrug end den gennemsnitlige udenlandske turist, flere af dem vil gerne hertil igen, og de er godt tilfredse med deres ferie i Danmark. De scorer samtidig højt som ambassadører for Danmark: To ud af tre på storbyferie vil anbefale ferie i Danmark til venner og bekendte.
 

Se listen Denmark's 26 Michelin-starred restaurants

 

Se videoer

Visit Lolland-Falster: Danmarks frugthave

Destination Kystlandet: Vejboder og gårdbutikker

VisitAarhusregionen: Jord til bord/storbyrestauranter med fokus på bæredygtighed

Destination Sønderjylland: Sønderjysk kagebord

Destination Sjælland: Vin

Destination Fyn: Rygeost

Wonderful Copenhagen: Pølsevogn

VisitNordjylland (Læsø): Lokale råvarer i form af salt, tang og jomfruhummere

Wonderful Copenhagen: Øl 

Destination Sydvestjylland: Østers

Filmene findes med både engelsk og tysk speak. Ovenstående links er til de engelske versioner.