Thy National Park, Denmark

Flere rejser efter at opleve Danmark uden for højsæsonen

9.8.2024
Foto: Mette Johnsen

Dansk turisme har haft succes med at tiltrække turister uden for højsæsonen. Det viser de nye overnatningstal for første halvår af 2024. 

Gennem de senere år har VisitDenmark arbejdet målrettet for at brede turismen ud over en større del af året og tiltrække internationale turister i de såkaldte skuldersæsoner, der støder op mod højsæsonen i juli og august. 

Den strategi er lykkedes, viser de nye overnatningstal fra Danmarks Statistik, hvor de udenlandske overnatninger er steget 5,8 pct. i første halvår 2024 sammenlignet med samme periode 2023.  
 

”De flotte tal for første halvår af 2024 er resultat af en flerårig strategi om at sprede turismen over en større del af året. Turisterne rejser hertil for at opleve vores natur, kultur, gastronomi og livsstil, og Danmark er i dag en destination, der kan byde på oplevelser hele året. Det afspejler sig nu i overnatningstallene. Turisme er ikke kun forbeholdt højsæsonen om sommeren,” siger Mads Schreiner, international markedsdirektør i VisitDenmark og fortsætter:
 

”En solid vækst fra flere markeder, og som er spredt over året, gør dansk turisme mere robust og skabe varige arbejdspladser. Vi har nået et godt stykke, og jeg er overbevist om, at vi sammen med dansk turisme kan lykkes med at styrke udviklingen yderligere.” 
 

Han peger på, at det er et godt mix af destinationernes udviklingsinitiativer, private og offentlige investeringer og effektiv international markedsføring af Danmark, som har resulteret i væksten uden for højsæsonen. 
 

”Vi er glade for, at skuldersæsonen ikke kun løftes af tyske og nederlandske turister. I år er forårets skuldersæson karakteriseret ved en stor vækst fra USA, Storbritannien, Frankrig og Italien, hvor det er lykkedes at skabe en position for Danmark,” siger Mads Schreiner.

FAKTA: Overnatningstal for første halvår 2024 

De udenlandske overnatninger gik 5,8 pct. frem i første halvår af 2024 sammenlignet med samme periode i 2023, mens de danske overnatninger gik 2,5 pct. tilbage, viser de nye overnatningstal fra Danmarks Statistik. 

Der var markant vækst i overnatningerne fra USA (+16,4 pct.), Storbritannien (+17,2 pct.), Frankrig (+13,3 pct.), Italien (+17,8 pct.) og Tyskland (+5,9 pct.). Nederlandene gik en smule ned (-0,9 pct.) i første halvår 2024 sammenlignet med første halvår 2023, og Sverige og Norge havde en nedgang på hhv. (-6,9 pct.) og (-13,3 pct.)

Der var samlet set 25,4 mio. overnatninger i Danmark i første halvår. Heraf var 12,5 mio. udenlandske og 12,9 mio. danske. 

Maj og juni er de største udenlandske turistmåneder i perioden med over 3 mio. overnatninger i begge måneder. 

Se de seneste overnatningstal fordelt på kommuner


Kort om sæsonerne i dansk turisme 

Første halvår dækker de to vintermåneder januar og februar og perioden marts-juni, der udgør forårets skuldersæson. Skuldersæsonen lægger op til  de to sommermåneder i højsæsonen, juli og august, som efterfølges af endnu en skuldersæson i september-oktober. November og december udgør vintersæsonen i andet halvår.