Personen auf einer Austernsafari im Nationalpark Wattenmeer an der Süddänischen Nordsee

Internationale turoperatører ser potentiale i hele Danmark

11.12.2020
Foto: Red Star - Nationalpark Vadehavet

Muligheden for at sælge Danmark ind til turoperatørerne har aldrig været større. Det erfarer VisitDenmarks markedskontorer, som siden foråret har intensiveret dialogen med turoperatørerne. Til februar gennemføres en digital workshop for at få flere danske produkter på hylderne. 

De internationale turoperatører er ved at tilpasse sig den ændrede rejseaktivitet som følge af covid-19, og de er på udkig efter destinationer og oplevelser, der kan matche turisternes ændrede behov og præferencer. 

Og det åbner en dør for at spille hele Danmark på banen, siger Ninna Seerup, som er Travel Trade Manager for VisitDennmark i Storbritannien og USA: 

”Vi har aldrig mødt så stor interesse for Danmark som netop nu. Tidligere har det været svært at skabe interesse for andet end hovedstaden, men nu oplever vi, at turoperatørerne også gerne høre om blandt andet Dark Sky på Møn, ø-hop og Østerssafari. Det er en kæmpe mulighed for at få nye Danmarksprodukter ind på hylderne hos turoperatørerne.” 

Hun understreger, at interessen for København ikke er blevet mindre, men at det er interessen for resten af Danmark og hovedstaden, der er blevet større. 

Danmark står stærkt

I Italien og Frankrig oplever Ghita Scharling Sørensen samme tendens: 

”Turoperatørerne er i gang med at retænke deres tilbud og pakker, fordi de ikke længere kan tilbyde de samme rejsemål som tidligere. Det giver os en helt ny mulighed for at komme på banen, og vi oplever klart en øget interesse for, hvad Danmark kan tilbyde,” siger hun og peger på, at Danmark associeres med tryghed, sikkerhed og god plads, hvilket er blevet særligt vigtigt på grund af covid-19. 

Siden foråret har VisitDenmark intensiveret indsatsen mod travel trade gennem webinarer, digitale workshops og en endnu tættere dialog med netværket for at sikre, at Danmark kommer stærkt ud af krisen. 

Nu går VisitDenmark skridtet videre og arrangerer for første gang en tværnational digital Danmarksworkshop, hvor turoperatører fra både Storbritannien, USA, Italien, Frankrig og Holland inviteres med. 

”Vi har benyttet lejligheden til at kaste boldene i luften og tænke over, hvordan vi kan få det bedste ud af, at vi kun kan mødes digitalt. Derfor holder vi til februar den første tværnationale Danmarksworkshop online. Det har den fordel, at vi kan få langt flere deltagere med og gå mere i dybden i forhold til interesser og temaer. Noget som ville blive for dyrt at gennemføre ved en fysisk workshop,” siger Ghita Scharling Sørensen. 

Digital matchmaking 

Til workshoppen benyttes et matchmaking system, som sætter danske udbydere op med internationale turoperatører ud fra de ønsker og behov, parterne på forhånd har tilkendegivet. 

Matchmaking funktionen kendes fra de fysiske workshops, men systemet er nu videreudviklet med digitale møderum og faciliteter som fx ”coffee rooms”, hvor deltagerne kan henvende sig med spørgsmål mellem møderne. 

”Med det nye digitale set-up kan vi invitere også partnere med, som ikke kan rejse til USA for at holde et fysisk møde. Nu kan de for en rimelig pris mødes online med turoperatører, som er interesserede i netop det, de kan tilbyde. Det har vi store forventninger til,” siger Ninna Seerup. 

Workshoppen gennemføres fra den 3. til den 4. februar 2021. Herefter vil formatet blive evalueret og nye workshops blive gennemført i løbet af året. 

Interesserede kan henvende sig til Ghita Scharling Sørensen eller Ninna Seerup (se kontaktinfo nederst på siden). 

Digital juleevent med Tivoli og Nimb

Så længe restriktioner forhindrer fysisk rejseaktivitet, eksperimenterer VisitDenmark med nye digitale formater for at vise Danmark frem.

Den 10. december deltog udvalgte turoperatører og journalister i USA og Storbritannien i en eksklusiv event, hvor der blev serveret digitale smagsprøver på blandt andet jul i Tivoli og cocktails fra Nimb. Eventen var en blanding af live præsentationer og video. 
 

Tag med på en digital tur i Tivoli og kom i julehumør:  

NB: videoen er optaget til eventen, før Tivoli måtte lukke på grund af restriktioner

Æbleskiver and mulled wined at Tivoli Gardens in Copenhagen.

Event i Tivoli december 2020

Foto: Anders Bøggild / Tivoli

Den 15. december afholdes en ny digital event i Italien med live streaming fra Den Gamle By i Aarhus. 35 journalister har indtil videre tilmeldt sig. 

Ghita Scharling Sørensen
Kontakt

Markedschef, Italien & Frankrig

gss@visitdenmark.com

Ninna Seerup
Kontakt

Senior Travel Trade Manager, UK & US

ns@visitdenmark.com