Children playing at Thorup Strand in North Jutland, Denmark

Største tv-kampagne i Holland er netop lanceret

8.6.2021
Foto: Mette Johnsen

Med den største tv-kampagne for Danmark nogensinde er der sat massivt medietryk på markedsføringen i Holland. De hollandske turister skal tilbage på vækstsporet og holde ferie ved de danske kyster. 

Hollænderne har igennem en årrække fyldt mere og mere i overnatningsstatistikken i dansk kyst- og naturturisme. I 2019 var der næsten 1,2 millioner hollandske overnatninger ved de danske kyster, og det gjorde Holland til det tredjestørste marked for dansk kyst- og naturturisme. 

Står det til VisitDenmark, skal markedet tilbage på vækstsporet, og i disse dage lanceres den største tv-kampagne på markedet nogensinde for at få hollænderne tilbage til Danmark: 

”Hollændernes kendskab til Danmark er steget under pandemien, og det vil vi gerne bygge videre på med den nye kampagne. Samtidig vil vi gerne påvirke hollænderne til at holde sommerferie i Danmark. Skolernes sommerferie varer helt hen i september, og de hollandske turister kan være med til at fylde op i det danske sommerland i en periode, hvor danskernes sommerferie er slut,” siger VisitDenmarks markedschef i Holland, Mette Rodenhuis-Carlsen. 

Ifølge VisitDenmarks seneste image- og potentialeanalyse fra foråret 2021 har 19 procent af hollænderne et godt eller meget godt kendskab til Danmark som feriedestination. Det er det højeste niveau, som er målt og en stigning på 9 procentpoint i forhold til 2012, hvor den første analyse blev gennemført.  

Samtidig siger næsten én ud af to hollændere, at Danmark er en attraktiv destination. 

God timing 

Danmark står på mange områder rigtigt godt på det hollandske marked i øjeblikket. 

Ud over kendskabet til Danmark er steget, har Danmark det, som hollænderne efterspørger, nemlig naturoplevelser og masser af plads. Samtidig kan hollænderne køre hertil i bil på relativ kort tid. Motiver, som er blevet vigtigere under pandemien, og som der også er fokus på i kampagnen, påpeger Mette Rodenhuis-Carlsen. 

”Det er et godt tidspunkt at gå i gang med markedsføringen. Incidenstallet i Holland er langt nede, alle over 65 er vaccineret, og hollænderne har en tro på, at de kan komme ud at rejse til sommer. Læg dertil, at Danmark har et godt omdømme og ofte bliver omtalt positivt i de hollandske medier for måden at håndtere corona-pandemien på,” siger hun og peger på, at mange af de færdigvaccinerede hollændere allerede er begyndt at pakke campingvognen. Også dem vil hun gerne have vender næsen mod Danmark. 

Kampagnen er udviklet ud fra det nye koncept ”Why Not” og viser, at Danmark et tæt på og tilbyder varieret natur med masser af plads og magiske hverdagsoplevelser (de danske wonders). 

Tv-spottet blev lanceret den 7. juni og bliver vist på YouTube og hollandsk tv. 

Over de kommende uger følger VisitDenmarks markedskontor i Holland op med aktiviteter, der skal konvertere kendskabet til bookinger. Det sker i samarbejde med bl.a. de danske feriehusudlejere, destinationerne og hollandske turoperatører.