Direktør Flemming Bruhn, VisitDenmark

Flemming Bruhn bliver ny markedschef for Norge og Sverige

8.11.2019
Foto: Jakob Dall

Det er med 30 års erfaring i bagagen, at Flemming Bruhn den 1. januar 2020 overtager ansvaret for det norske og svenske marked. 

Når Flemming Bruhn til nytår overtager posten som markedschef for Norge og Sverige, venter nye opgaver i vante rammer. Flemming Bruhn har nemlig arbejdet i VisitDenmark i mere end 30 år med ansvar for blandt andet analyse, økonomi og de asiatiske markeder. 

Det er med andre ord en erfaren person med et solidt kendskab til turismen og bredt netværk i branchen som overtager ansvaret for dansk turismes andet og tredje største marked. 

”Norge og Sverige er to meget vigtige markeder for dansk turisme, og derfor er jeg meget glad for, at Flemming Bruhn med sin store erfaring har sagt ja til at stå i spisen for de to markeder fra årsskiftet,” siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark, og fortsætter: 

”For at komme godt i gang vil Flemming Bruhn indtil årsskiftet køre parløb med Peter Krusborg, som i en kortere periode har været tilbage i stillingen som markedschef, hvor han med kort varsel sprang til og har ydet en fornem indsats. Denne periode slutter ved årsskiftet, hvor Peter Krusborg har valgt at fortsætte sin karriere uden for VisitDenmark.” 

Flemming Bruhn glæder sig til nye opgaver: 

”Ligeså spændende det har været at bygge Kina og Indien op fra bunden, ligeså spændende bliver det at arbejde med det norske og svenske marked, som har afgørende indflydelse på flere destinationer i Danmark. Jeg glæder mig til at samarbejde med de kommercielle partnere og destinationerne om at få flere svenskere og nordmænd til Danmark, siger direktør Flemming Bruhn, VisitDenmark. 

Fra den 1. januar 2020 vil Flemming Bruhn have ansvar for markederne Norge, Sverige, Asien samt Økonomi og IT i VisitDenmark. 

Flemming Bruhn er 56 år og er uddannet civiløkonom fra Copenhagen Business School. Han er bestyrelsesmedlem i HCA Fonden og formand for bestyrelsen af Hotelklassifikationer Danmark. 

Information om markederne

Foto:Thomas Høyrup Christensen - Copenhagen Media Center