Skagen, North Jutland

Rekordår med usikre udsigter for fremtiden

7.12.2022
Foto: Fotograferne Vesterbro

2022 bliver nyt rekordår i dansk turisme. Allerede i de ti første måneder er der flere overnatninger end i hele 2019, men med den højeste inflation og laveste forbrugertillid i mere end 20 år er det meget usikkert, hvordan turismeåret 2023 kommer til at se ud. 

Oktobers overnatningstal betyder, at 2022 allerede nu har indhentet rekorden på 56,1 mio. overnatninger for hele året 2019. De første 10 måneder af 2022 gav i alt 57,9 mio. overnatninger, fordelt på en fremgang på 7,6 pct. i de udenlandske og en fremgang på 17,7  pct. i de danske overnatninger i forhold til samme periode i 2019. I forhold til hele året 2019 er de udenlandske overnatninger nu 0,6 pct. fra niveauet, og de danske ligger 7,2 pct. over. Dermed er dansk turisme allerede 3,2 pct. over niveauet for hele 2019 og der er en ny rekord i overnatninger.

Selve oktober bød dog på en nedgang i overnatningstallene, den første i mange måneder. De udenlandske overnatninger ligger på niveau med oktober 2021, mens de danske er faldet med 12,1 pct. Oktober ligger dog samlet set stadig pænt over rekordåret 2019.

Stor usikkerhed om 2023

2022 bliver således et godt år for dansk turisme, men der er tiltagende bekymring for fremtiden hos VisitDenmark, hvor man peger på en række forhold, der har stor betydning for udviklingen i dansk turisme:

”Der er stor usikkerhed om, hvordan turismen udvikler sig i 2023 og fremefter. Vi har krig i Ukraine, energikrise og den højeste inflation og laveste forbrugertillid i Europa i  mere end 20 år. Især kigger vi selvfølgelig på udviklingen på det tyske marked, der er vores største marked. For de tyske turister driver faktisk væksten i de udenlandske overnatninger i endnu højere grad end tidligere”, siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark.

Man sparer på feriebudgettet

I 2022 er de tyske overnatningstal skudt i vejret, og  tyske overnatninger ligger indtil videre 17,7 pct. over niveauet i 2019. Men det fremhæves ofte, at Tyskland står på tærsklen til en recession, og den seneste tyske rejseanalyse viser, at cirka halvdelen af tyskerne forventer, at deres personlige økonomi bliver forværret i de næste 12 måneder. En ud af tre tror ikke, at de har råd til at rejse inden for de kommende 12 måneder.

Også mere generelt er turisterne i gang med at spare på feriebudgettet. En ny analyse fra DVJ Insigths viser, at 41 pct. af forbrugerne i Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien og Holland allerede har sparet på ferier i den seneste seks måneder, og at 24 pct. forventer at gøre det i de næste seks. Ferie ligger sammen med tøj og takeaway i top tre over udgiftsposter, som forbrugerne har sparet mest på.

Agil markedsføring

”Feriebudgettet er en udsat udgiftspost, og der er grund til bekymring. 46 pct. af forbrugere, der sparer eller vil spare på ferier, regner med at gøre dette ved at rejse mindre. Til gengæld er der også mulighed for, at forbrugere fra især nærmarkederne opgiver de mere dyre rejser og i stedet vælger at rejse til Danmark, hvor fx en ferie i sommerhus ikke behøver at støvsuge budgettet. Derfor fokuserer vi i 2023 markedsføringen på de nære markeder og retter desuden ind i forhold til fx sæsoner, geografi, ferieperioder, økonomi og også den kortere tid, der nu er mellem rejsebooking og afrejse. Det gælder om at balancere alle disse parametre og samtidig ramme forbrugerne lige på det tidspunkt, hvor de er parate til at booke”, siger Janne Grønkjær Henriksen.

Tyskland trækker væksten

Overnatningstallene understreger betydningen af det tyske marked for dansk turisme. Men i de første 10 måneder af 2022 har også Holland vist sig som en højdespringer blandt de udenlandske markeder med en fremgang på hele 18 pct. forhold til 2019. Der er også fremgang til Frankrig, mens Norge og Sverige har en mindre tilbagegang. Markederne Italien, Storbritannien og USA har negativ vækst i intervallet 13,2-16,6 pct. mens Kina ligger 87 pct. under 2019 niveauet.

I 2023 vil VisitDenmark have et stærkt fokus på markedsføring i Tyskland, Holland, Sverige og Norge med en vifte af forskellige aktiviteter. I Frankrig, Italien, USA og Storbritannien gælder det storbyturisme, travel trade og presse, og i Kina er aktiviteterne fortsat skruet ned, indtil disse markeder igen begynder at røre på sig.

 

Se overnatningstallene

Se de seneste overnatningstal for Danmark og for destinationerne
 

Se markedsføringsaktiviteter

Læs om VisitDenmarks markedsføringsaktiviteter 2023