A family on klitmøller

VisitDenmark udvider med nyt geografisk område i Tyskland

1.4.2025
Foto: Mette Johnsen

VisitDenmark styrker nu markedsføringen i Tyskland med fokus på delstaten Baden-Württemberg i sydvest. Med ekstra midler kan der testes nye geografiske områder og afprøves mediekanaler som Netflix og Amazon Prime.

Danmark er allerede et populært rejsemål blandt tyske turister, men der er fortsat vækstpotentiale – især uden for højsæsonen. Med midler fra puljen Styrket international markedsføring med fokus på at tiltrække turister uden for højsæsonen rettes indsatsen nu mod Baden-Württemberg – en økonomisk stærk delstat med en attraktiv feriekalender.

Baden-Württemberg har 11,3 millioner indbyggere og står for 13 % af den tyske befolkning. Analyser peger på stort potentiale, og Rejseanalysen 2024 viser, at interessen for Danmark her ligger over landsgennemsnittet.

Samtidig har delstaten en feriekalender, der passer godt til strategien om Danmark som helårsdestination. De har pinseferie i uge 24-25 og sen sommerferie helt til 13. september, hvilket kan bidrage til at skabe vækst i skuldersæsonerne.

"Vi ser et stort potentiale i at tiltrække flere gæster fra Baden-Württemberg. De har en feriekalender, der supplerer vores eksisterende delstater godt. Derfor er vi glade for, at vi med de ekstra midler har mulighed for at gennemføre en indsats og udvide mulighederne på markedet," siger Markus Diefenbach, markedschef for Tyskland i VisitDenmark.

Økonomisk stærk og bæredygtig livsstil

Baden-Württemberg er en af Tysklands mest velhavende regioner med lav arbejdsløshed og høj købekraft. Samtidig er delstaten blandt de mest bæredygtige i landet, ifølge en undersøgelse fra energiselskabet E.ON.

”I Baden-Württemberg er befolkningen særligt engagerede inden for vedvarende energi. Det er en egenskab, som matcher godt i forhold til de segmenter, vi ser, har størst potentiale for Danmark,” siger Markus Diefenbach.

Også i branchen vækker initiativet interesse, da det flugter med en generel tendens til øget rejseaktivitet fra Sydtyskland.

"Vi ser en stigende tendens i færgeoverfarter fra de sydlige tyske delstater. Baden-Württemberg har en stærk målgruppe, og med en langsigtet indsats ser vi et betydeligt potentiale for Danmark – især i skuldersæsonen,” siger Michael Dietz, Manager Marketing & Sales i Scandlines.

Test af nye mediekanaler

Foruden et nyt geografisk fokus tester VisitDenmark også nye digitale mediekanaler. En undersøgelse fra GF Videoforschung og GfK viser, at on-demand streaming fylder mere i tyskernes medievaner. Derfor afprøves blandt andet Netflix og Amazon Prime.

"Vi vil undersøge, hvordan disse mediekanaler performer for os. Med så mange tyske seere er der et stort potentiale i at promovere Danmark direkte i reklameblokkene, hvor vi baseret på interesser kan ramme de segmenter, der har størst potentiale for Danmark. Hvis resultaterne er positive, kan disse platforme blive en endnu vigtigere del af vores markedsføring fremadrettet,” siger Markus Diefenbach.

Som VisitDenmarks øvrige tyske indsatser følger initiativet i Baden-Württemberg den samme effektmålingsmodel. Dermed kan resultaterne sammenlignes direkte med kampagner i andre tyske delstater.

Markedsføringen går i luften i begyndelsen af april som en del af den gennemtestede brandingindsats 'Urlaub auf dänische Art', der allerede har kørt i januar og februar i andre dele af Tyskland. Kampagnen vil i samme periode køre parallelt i Baden-Württemberg og de etablerede fokusområder i Tyskland.